Karsten Agger Jakobsen | Magasinet Kunstnerisk

Rapper taget i at gøre noget ulovligt

Karsten Agger Jakobsen — Thu, 22 Jul 2021 10:35:46 +0200

Vi kender alle sammen hans store hits, som “Drug $lynger $lyngel”, “Gakker Monney Mörder Boi” og “Jeg begår jævnligt indbrud”. Provo-rapperen Snazzy FòkUFazë har nu i et par år gjort de danske hitlister utrygge at færdes på sent om aftenen.

Hans tekster er dog altid blevet opfattet som fiktive – opdigtede skildringer af ideen om det platoniske ideal af en rappers tilværelse. De er blevet analyseret som noveller, og udgivet i digtsamlingen “lol noget fuck pis”. Snazzy FòkUFazë er altid blevet anset som en seriøs kunstner og en opbyggelig karakter, der gennem sit kreative virke gjorde brug af en begrebsverden og et narrativt univers, der var afledt af et forherliget og fantasiomsvøbt barskt gadeliv, fuld af sjofle sjufter, liderlige tøjter og slagkraftige svirebrødre. Han blev budt velkommen i det bedre selskab, trods hans tekster hårde kant.

Vi troede på, at han ikke mente de ting, han sagde i sine sange. Vi var overbeviste om at han ikke var kriminel.

Men i dag blev Snazzy FòkUFazë hentet i sin lejlighed på Amager og varetægtsfængslet for grov kriminalitet. Og det kulturelle Danmarks hjerter knustes på stribe.

Manden viste sig at være en gemen slyngel, en forbryder.

Anklagerne om grov økonomisk kriminalitet – herunder skatteunddragelse, udbyttesvindel og aktiespekulation – er kommet som et chok. Mange af os så op til rapperen, og anså ham for et godt forbillede for vores børn. Min egen søn på otte år, Villads, klædte sig til sidste fastelavn ud som Snazzy FòkUFazë, og havde det gevaldigt morsomt med at gå fra dør til dør og rasle, mens han opførte vers fra yndlingssangen “Kælling, jeg har givet dig Botox uden dit samtykke”, til hele villakvarterets fornøjelse…

Humoren er gået fløjten i “Den Guddommelige Komedie”

Karsten Agger Jakobsen — Tue, 20 Jul 2021 10:59:22 +0200

I artikelserien “Genbesøgte Klassikere” underkaster vores anmelder Karsten Agger Jakobsen nogle af de største kunstnere og kunstværker for et nyt, kritisk blik, og fælder en endelig dom over dem. Fortjener de stadig deres status som klassikere, eller hører de til i historiens glemmebog?

Da “Den Gudommelige Komedie” af Dante Alighieri udkom i 1321, var den et øjeblikkeligt hit. Den blev hurtigt udråbt til årets sjoveste værk, og blev populær blandt både kritikere og den bredere befolkning. En svær bedrift! – Især for et værk af humoristisk karakter. For som vi alle ved, er humor en af de mest subjektive og uhåndgribelige udtryksformer.

En joke, der vækker latterbrøl fra ét publikum, kan blive mødt med en dødsens tavshed fra det næste. Dét, der falder i en intellektuel (og attraktiv) professionel anmelders smag, kan virke abstrakt og uforståeligt for menigmand. Og dét, som flertallet finder sjovest, synes ofte plat og primitivt i os dannedes øjne.

Derfor var Dantes værk sådan et friskt pust, da det endelig udkom efter manges års arbejde og stadig stigende mængder af hype. Og i århundrederne efter er det da også blevet hyldet som revolutionerende og tidsløst. Det bragte et helt nyt komisk sprog ind i genren, og påvirkede flere generationer af komikeres tilgang og timing.

Men holder komedien stadig i dag? Er den stadig rent faktisk sjov – eller er det mest noget, vi respekterer og smilende anerkender vores forståelse af dens indflydelse?

Jeg er ikke så sikker på, at de unge mennesker, der i dag får værket overrakt af deres forventningsfulde ældre, rent faktisk ser humoren i “Den Gudommelige Komedie”. Faktisk så tror jeg at de vil føle, at det er noget de har hørt før, bedre fortalt. Sådan er det så tit med ældre komik – de efterfølgende kunstnere, der bygger videre på de oprindelige, skelsættende jokes, ender med at overstråle originalen.

Og det er sgu egentlig lidt synd, synes jeg.

For ser man på “Den Gudommelige Komedie” med datidens øjne, er det – undskyld ordvalget – fucking hysterisk morsomt. Den går rent ind. Det er simpelthen samfundssatire, ordspil og karakterkomik på allerhøjeste plan. Hvis bare man forstår den kontekst, det hele blev skrevet i…

Ungdommen afviser vinylplader

Karsten Agger Jakobsen — Wed, 17 Mar 2021 19:25:06 +0100

Mange af os her på KUNSTNERISKs redaktion kan godt lide at finde en vinylplade frem, når vi rigtig skal høre musik. Men vi må nok også indse, at vi er nogle gamle nisser, og tiden bare er løbet fra os. Blandt Generation Z, dem der er unge i dag, er mediet ikke længere populært. De synes, det er gammeldags og kikset.

“Det er sådan noget, der var cool i gamle dage – 2009 og sådan,” fortæller den 17-årige tastemaker og influencer Oliver Duus. Den tid, hvor de hippe og moderne unge mennesker flokkedes i pladebutikkerne, er altså ovre.

Hvis han skal pege på et retromedie, der vil tage den nye generation med storm, er det MP3-filen. “Der er bare noget taktilt og autentisk over at have en rigtig fil,” siger han. “Der er gået noget kvalitativt og uhåndgribeligt tabt ved streaming. MP3 føles som om det er tættere på kunstnerens oprindelige intention. Det lyder bare bedre. Jeg kan ikke helt forklare det – men jeg kan mærke det!”

Originale iPods med roterende harddisk er blevet in blandt de hippeste, der har plyndret deres forældres pulterkamre. De fremhæver især den diskrete vibration fra disken som en del af helhedsoplevelsen…

Mozart: Sin tids Selena Gomez

Karsten Agger Jakobsen — Tue, 02 Mar 2021 18:56:29 +0100

Med jævne mellemrum må historien og kulturarven tages op til genovervejelse. Normer nedbrydes, fordomme og forventninger forandres, og den kulturelle kontekst kompliceres. Ens perspektiv er relativt til ens samtid, og ældre fortolkninger kan hurtigt ryge ud af dato. Det er på tide, at vi tager Wolfgang “Amadeus” Mozart op til en sådan genfortolkning. Kunstneren og kunsten må ses i nutidens lys, for at vi kan bearbejde og bruge den.

I årtier har vi anset Mozarts musik for flygtig, uvedkommende, ligegyldig, ephemeral – som et produkt for brug-og-smid-væk-kulturen. Men ser man manden med sin egen samtids briller, tegner sig et andet billede. Dengang var hans musik væsentligt, vigtig, vibrant og vanskelig – akkurat som vi i dag ser på den musik, som Selena Gomez skaber. Transgressiv, tranceinducerende, tankevækkede, på alle måder besnærende i sin kompleksitet…