Maria Norby Gørring | Magasinet Kunstnerisk

Teatertrup genopfører berømte fodboldkampe

Maria Norby Gørring — Mon, 05 Jul 2021 10:14:37 +0200

De store teaterstykker opføres og gentænkes igen og igen, år efter år, i alle ender af verden. Folk flokkes for at se værker af Shakespeare, Ibsen og Beckett, sådan som det oprindeligt var hensigten, de skulle opleves – i levende live. Orkestre spiller århundreder gamle symfonier, med stor succes. Kunstværker kan fremføres, genfortolkes og genopdages af eftertiden, lang tid efter kunstnerne bag er gået bort.

Men vi tænker traditionelt ikke på fodboldkampe fra dette perspektiv. Hvorfor egentlig ikke?

Det spørgsmål stiller en teatertrup i Vejle, der har kastet sig over at genopføre de allerstørste fodboldkampe, i deres helhed. Spark for spark. Mål for mål. Rødt kort for rødt kort.

“Det er en udfordring, det er helt sikkert,” fortæller instruktør Bodil Agerhøj mig. “Men en spændende én. Vi kaster os helhjertet over det. Der er meget nyt at lære, rent skuespilsmæssigt. Jeg kendte for eksempel ikke til offside-reglen, så det var et interessant nyt værktøj for mig som skuespiller.”

Teatertruppen KNÆK&BRÆK har tidligere opsat andre utraditionelle produktioner, såsom en teaterudgave af Michael Bay’s Transformers, en musical baseret på rapperen Tekashi69’s sange, og Peer Gynt. Og nu har de så kastet sig over fodbolden.

“Der har været nogle udfordringer i det,” siger skuespiller Maren Hansen. “Især fordi vi kun er 17 i gruppen, og det viste sig jo hurtigt ikke at være nok. Men nogle af vores veninder ville heldigvis gerne træde til i nogle af de mindre roller. Og så er de fleste af os jo midaldrende kvinder efterhånden, så det meget løberi var ikke noget, vi var helt vant til. Men det har været en lærerig oplevelse. Jeg har studeret Hamlet’s karakter for at forberede mig til rollen som David Beckham.”

Foto: Fauzan Saari.

KNÆK&BRÆK er med deres projekt blevet sammenlignet med et cover-band, der opfører sange af andre bands, i stedet for at lave deres egen musik. Bodil Agerhøj foretrækker betegnelsen tribute band i stedet. “Det er en hyldest til de seje drenge, der oprindeligt opførte handlingen. Vi vil vise verden, hvad det var de kunne, ved at gengive begivenhederne i et live-miljø. På den måde minder vi meget om for eksempel Pink Floyd Project, eller The Rolling Stones.”

Kulturministeriet har meldt ud at de støtter op om projektet, og beskriver fodbold som det ypperligste, som dansk kultur har at byde på – næst efter håndbold. Bodil Agerhøj agter at søge kunststøtte ved næste puljerunde, og har desuden planer om at eksperimentere med også at opføre klassiske håndboldkampe. “Vi leger lidt med tanken om at kombinere det med den japansk kabuki-stil,” siger hun.

Jeg er med til generalprøven på deres seneste fodboldstykke, Italien vs Frankrig fra 2006. Og selvom jeg måske var en smule skeptisk til at starte med, må jeg indrømme at gruppen leverer en meget indlevende og realistisk gengivelse af de store øjeblikke…

Kunst på samlebånd

Maria Norby Gørring — Tue, 01 Jun 2021 19:48:48 +0200

I en mindre fabrikshal i industrikvarteret syd for Horsens, er lyset aldrig slukket. Her skabes kunst, på en højeffektiv, agil og udbyttemaksimeret måde. På en regnvåd forårsmorgen besøger jeg Industrial Art Productions, der har forstået at sætte den kreative proces i system.

Poul Gunnar Mikkelsen, den ene af fabrikkens to stiftere og ejere, viser mig rundt. “Det der med kunst og kreativitet, det har vi sådan set bare ordnet her,” fortæller han mig. “Alt det hejs med guddommelige indfald og inspiration fra egne oplevelser, det er egentlig bare noget pjat, den professionelle klasse af kunstnere har fundet på, for at skabe et brand omkring deres produktion, og opretholde et kunstigt monopol. Og der kan man sige, det er så dét, vi bryder med her på fabrikken. Vi gør det sgu’ bare – producerer stabile kunstværker med høj kreativitet og lave produktionsomkostninger, på en konkurrencedygtig måde. Det er egentlig bare at cutte det der egotrip, og så gøre det på markedsvilkår.”

På Industrial Art Productions’ fabrik har man lavet en systematik omkring produktionen, så alle de ansatte ved hvilken skaberrolle, de har. Det er det gode, gamle samlebåndsprincip, der er taget i brug. “Det er veltestet, jo,” griner Mikkelsen. “Hvis det virker for biler, hvorfor skulle det så ikke virke for billedekunst?”

Foto: Irina Vedbæk

Til højre for mig sidder en midaldrende kvinde og maler brede røde striber på lærred efter lærred. Efter hende sidder en mand og maler et udvalg af karikerede englefigurer på lærrederne. Jeg prøver først at spørge kvinden om arbejdet, men hun taler kun polsk. Manden fortæller mig, at de er ved at iterere gennem idé-cluster #3145, der er sat til færdig levering næste uge. Til den tid kommer der til at stå 200 unikke malerier i Lagerhal B, der udforsker tematikker om døden, tabet af uskylden og længslen efter et falmende glansbillede af en lykkelig barndom. Jeg prøver at spørge nærmere ind til det spændende motiv, men han kan ikke fortælle mig meget mere. “Jeg følger bare specifikationen,” siger han. “Designet og skemalægningen af det udførende arbejde foretages i Udviklingsafdelingen.”

Den skabende proces er altså inddelt i faser, der håndteres af forskellige afdelinger på fabrikken. Men hvordan opstår ideerne til malerierne, skulpturerne, kompositionerne, teaterstykkerne, digtene, og alt det andet, som IAP producerer? Poul Gunnar Mikkelsen vil ikke afsløre alt for meget om selve den kreative proces, da det falder under forretningshemmeligheder. “Vi skal jo trods alt beskytte vores plads på markedet,” siger han, men indvilger i at løfte sløret for dele af processen.

Det involerer regneark, statistiske modeller, AI-modeller, samt ideation jam sessions med kunsthistorikere, materialeproducenter, auktionariusser og en roterende gruppe af eksterne konsulenter. På 2. sal ligger fabrikkens Udviklingsafdeling, og her er stemningen dybt seriøs. Det første, mit øje fanger i det åbne kontorlandskab, er et stort Scrum-board…

Drake er min halvbror

Maria Norby Gørring — Thu, 11 Mar 2021 19:20:30 +0100

Det er sidst i januar, da jeg sætter Claude Sørensen stævne i hans rummelige villa i Køge. Mundbindet er på, mikrofonen er tændt og sandhederne er klar til at komme på bordet. Solen står ind ad vinduet, og oplyser den stilfulde stue i et overjordisk skær. Claude Sørensen er uantasteligt stilfuldt påklædt, og serverer friskbrygget espresso med en øvet hånd.

Før vi dykker ned i spørgsmålene om hans karriere som balletdanser, og siden instruktør, i London, Paris og Holstebro, er jeg nødt til at spørge til det. Det, som alle der har hørt rygterne, har lyst til at spørge ham om. “Så, dig og Drake,” prøver jeg. “Er der noget om snakken. Halvbrødre…?”

Han ler stille, nikker, smiler. Han har hørt det før. Han siger ikke nej…