Sangerskrivers karriere i frit fald

Max Igor Prefontaine — Mon, 02 Aug 2021 10:53:50 +0200

De fleste af os vil helst ikke have at vide, at vi ikke har nogen jordforbindelse. For singer-songwriteren Mika Svenningsen er det stik modsat.

“Jeg er kun kreativ mens jeg er i luften,” fortæller hun mig med et sprudlende smil, da vi mødes i hendes private optagestudie på Vesterbro. Hun hopper lystigt med sin guitar på en trampolin, og slår en akkord an hver gang hun er i luften.

“Det er sjovt, men jeg duer simpelthen ikke til noget, hvis mine fødder rører jorden. Det er først når jeg får lidt ‘luft under vingerne’, at mit talent slår igennem.”

Mikas sange om kærlighed, eksistensen og aerodynamik er straks blevet i hit i indiemiljøet i København, og hun stiler nu efter den helt store mainstream-succes. “Men det kræver nok en lidt større trampolin, hvis jeg skal spille Orange Scene,” medgiver hun.

Foto: Slava Pluzhnov.

Det er ikke kun trampoliner, hun bruger, når hun skal indspille, optræde eller bare få ideer. Hun skydiver også, springer i faldskærm og har eksperimenteret med at blive skudt afsted i en katapult. Det sidste var lidt upraktisk, fortæller hun, men det gav en fantastisk kreativ rus. “Da jeg endelig landede i Kattegat, havde jeg ideer nok til hele mit næste album.”

Jeg kan ikke lade være med at blive lidt opstemt, når jeg ser hendes kønne lyse hår slaske omkring hendes kønne hoved, mens hun hopper op og ned, fuld af livskraft og vitalitet. Jeg hører næsten ikke musikken, mens jeg fortaber mig i at betragte dette indtagende unge væsen, og måske er det også for det bedste. Ved de gode hop, løftes hendes bluse let, og jeg tænker på min ungdom, dengang spændstige tøser som hende var indenfor min rækkevidde…

Hekse-chic for alle

Redaktionen — Fri, 30 Jul 2021 10:24:01 +0200

Mia Maja Karup viser vej til den lækre livsstil og de vildeste måder at afstresse

Det Kongelige Teater opsætter “The Big Bang Theory” som forestilling

Mikkel Buchwald — Wed, 28 Jul 2021 10:16:30 +0200

Alle kender de elskelige nørder Sheldon, Cooper, Kumail og Pennywise fra tv-serien “The Big Bang Theory”. Hvem har ikke vugget blidt i båndsløjfen af genudsendelser på TV3 til langt ud på onsdag nat, og klukleet til de intellektuelle morsomheder og grinagtige forviklinger, som banden af nørder pålideligt præsterer? Og hvor mange forældre har ikke lært at forstå deres internetafhængige børn gennem dette kulturelle mødested?

På Det Kongelige Teater har man længe kæmpet med fordomme om at det er et støvet og kedeligt sted, forbeholdt den stive kulturelle elite, og domineret af kedelige gamle skuespil og ulidelige operaer. Det image har man valgt at gøre op med. I stedet vil det hæderkronede teater satse på mere folkelige, underholdende og profitable forestillinger.

Derfor annoncerede Det Kongelige Teater i denne uge deres nye, store sats – en teaterudgave af den populære komedieserie “The Big Bang Theory”. Det er stadig sparsomt med detaljer, men det forventes at rollelisten bliver spækket med landets fremmeste komiske skuespilstalenter. Det rygtes endda at selveste Lars Mikkelsen vil indtage rollen som “Nørdernes Konge”, Sheldon.

Det har ikke været muligt for Magasinet Kunstnerisk at få en kommentar fra teatrets direktør, men Kulturministeret roser tiltaget, og beskriver det som helt på linje med deres vision for fremtidens danske kulturliv. “Det er godt at se, at landets etablerede kulturelle institutioner begynder at få øjnene op for hvad folket rent faktisk interesserer sig for,” udtaler de i et skriftligt svar. “Der har tidligere hersket en elitær og fordømmende attitude, der har dyrket at fjendtliggøre den almindelige dansker, ved at fokusere på gamle og uforståelige produktioner, der i virkeligheden kun har historisk interesse. Vi hører desuden at de arbejder på en musical baseret på Absolute Music 2…

Rapper taget i at gøre noget ulovligt

Karsten Agger Jakobsen — Thu, 22 Jul 2021 10:35:46 +0200

Vi kender alle sammen hans store hits, som “Drug $lynger $lyngel”, “Gakker Monney Mörder Boi” og “Jeg begår jævnligt indbrud”. Provo-rapperen Snazzy FòkUFazë har nu i et par år gjort de danske hitlister utrygge at færdes på sent om aftenen.

Hans tekster er dog altid blevet opfattet som fiktive – opdigtede skildringer af ideen om det platoniske ideal af en rappers tilværelse. De er blevet analyseret som noveller, og udgivet i digtsamlingen “lol noget fuck pis”. Snazzy FòkUFazë er altid blevet anset som en seriøs kunstner og en opbyggelig karakter, der gennem sit kreative virke gjorde brug af en begrebsverden og et narrativt univers, der var afledt af et forherliget og fantasiomsvøbt barskt gadeliv, fuld af sjofle sjufter, liderlige tøjter og slagkraftige svirebrødre. Han blev budt velkommen i det bedre selskab, trods hans tekster hårde kant.

Vi troede på, at han ikke mente de ting, han sagde i sine sange. Vi var overbeviste om at han ikke var kriminel.

Men i dag blev Snazzy FòkUFazë hentet i sin lejlighed på Amager og varetægtsfængslet for grov kriminalitet. Og det kulturelle Danmarks hjerter knustes på stribe.

Manden viste sig at være en gemen slyngel, en forbryder.

Anklagerne om grov økonomisk kriminalitet – herunder skatteunddragelse, udbyttesvindel og aktiespekulation – er kommet som et chok. Mange af os så op til rapperen, og anså ham for et godt forbillede for vores børn. Min egen søn på otte år, Villads, klædte sig til sidste fastelavn ud som Snazzy FòkUFazë, og havde det gevaldigt morsomt med at gå fra dør til dør og rasle, mens han opførte vers fra yndlingssangen “Kælling, jeg har givet dig Botox uden dit samtykke”, til hele villakvarterets fornøjelse…

Humoren er gået fløjten i “Den Guddommelige Komedie”

Karsten Agger Jakobsen — Tue, 20 Jul 2021 10:59:22 +0200

I artikelserien “Genbesøgte Klassikere” underkaster vores anmelder Karsten Agger Jakobsen nogle af de største kunstnere og kunstværker for et nyt, kritisk blik, og fælder en endelig dom over dem. Fortjener de stadig deres status som klassikere, eller hører de til i historiens glemmebog?

Da “Den Gudommelige Komedie” af Dante Alighieri udkom i 1321, var den et øjeblikkeligt hit. Den blev hurtigt udråbt til årets sjoveste værk, og blev populær blandt både kritikere og den bredere befolkning. En svær bedrift! – Især for et værk af humoristisk karakter. For som vi alle ved, er humor en af de mest subjektive og uhåndgribelige udtryksformer.

En joke, der vækker latterbrøl fra ét publikum, kan blive mødt med en dødsens tavshed fra det næste. Dét, der falder i en intellektuel (og attraktiv) professionel anmelders smag, kan virke abstrakt og uforståeligt for menigmand. Og dét, som flertallet finder sjovest, synes ofte plat og primitivt i os dannedes øjne.

Derfor var Dantes værk sådan et friskt pust, da det endelig udkom efter manges års arbejde og stadig stigende mængder af hype. Og i århundrederne efter er det da også blevet hyldet som revolutionerende og tidsløst. Det bragte et helt nyt komisk sprog ind i genren, og påvirkede flere generationer af komikeres tilgang og timing.

Men holder komedien stadig i dag? Er den stadig rent faktisk sjov – eller er det mest noget, vi respekterer og smilende anerkender vores forståelse af dens indflydelse?

Jeg er ikke så sikker på, at de unge mennesker, der i dag får værket overrakt af deres forventningsfulde ældre, rent faktisk ser humoren i “Den Gudommelige Komedie”. Faktisk så tror jeg at de vil føle, at det er noget de har hørt før, bedre fortalt. Sådan er det så tit med ældre komik – de efterfølgende kunstnere, der bygger videre på de oprindelige, skelsættende jokes, ender med at overstråle originalen.

Og det er sgu egentlig lidt synd, synes jeg.

For ser man på “Den Gudommelige Komedie” med datidens øjne, er det – undskyld ordvalget – fucking hysterisk morsomt. Den går rent ind. Det er simpelthen samfundssatire, ordspil og karakterkomik på allerhøjeste plan. Hvis bare man forstår den kontekst, det hele blev skrevet i…

Der er 50 Bitcoins begravet i Rold Skov, og vi ved hvor de er

Redaktionen — Fri, 16 Jul 2021 10:03:39 +0200

Redaktionen på Magasinet Kunstnerisk er kommet i besiddelse af et skattekort, der viser det nøjagtige sted, hvor der er begravet en USB-pind med 50 Bitcoins på. Det er et hemmeligt sted i Rold Skov, i Rebild Bakker.

Vil du med, når vi tager ud og graver det op? I bunden af denne artikel finder du alle detaljerne om hvornår det sker og hvor vi mødes. Tag et piratkostume på – det bliver skideskægt!

Bagefter er der kaffe og kage, og vi deler rovet!

Nu undrer du dig måske over præcist hvordan, vi er endt med at eje dette skattekort. Well, det er en halvlang historie. I foråret 2018 havde vi en sød praktikant ved navn Niklas (han så pragtfuld ud, især i shorts). Under en påskefrokost på kontoeret kom det frem, at han havde hyggeminet lidt Bitcoins på kollegieværelset dengang, det hele startede, og de ikke var en bønne værd. Nu har han så de her 50 Bitcoins liggende, og i mellemtiden er de blevet en smule mere værd. Men han spillede “hard to get”, og ville ikke fortælle os, hvor han havde lagt dem henne. Øv!

Vi hopper to år frem i tiden, til efter ulykken, og det viser sig at han har testamenteret sine Bitcoins til magasinets redaktion, sammen med et kort, der viser hvor de ligger gemt…

Antikkens bedste bagdele

Redaktionen — Mon, 12 Jul 2021 10:58:01 +0200

Alle mænd ved det: der er sgu ikke noget som en god røv.

Det vidste kunsthistoriens store skulptører og statuetilværkere også.

For at hylde deres bootylicious fornemmelser, bringer vi her en liste over de 10 allerbedste numser på de frækkeste antikke statuer. Du vil ikke gå glip af disse saftige og fyldige stykker marmor – med garanti for stenhårde baller!

#10 Proserpinas rov

Foto: Mateus Campos Felipe

Uha-uha, det her kan sgu noget, drenge!

Den slags numse finder man godt nok kun i marmor…

De fedeste rides

Redaktionen — Sat, 10 Jul 2021 10:28:15 +0200

Viggo og Danni tester nogle af de sprødeste og mest stilrene måder at komme omkring på. Get pimpy, my boys!

Teatertrup genopfører berømte fodboldkampe

Maria Norby Gørring — Mon, 05 Jul 2021 10:14:37 +0200

De store teaterstykker opføres og gentænkes igen og igen, år efter år, i alle ender af verden. Folk flokkes for at se værker af Shakespeare, Ibsen og Beckett, sådan som det oprindeligt var hensigten, de skulle opleves – i levende live. Orkestre spiller århundreder gamle symfonier, med stor succes. Kunstværker kan fremføres, genfortolkes og genopdages af eftertiden, lang tid efter kunstnerne bag er gået bort.

Men vi tænker traditionelt ikke på fodboldkampe fra dette perspektiv. Hvorfor egentlig ikke?

Det spørgsmål stiller en teatertrup i Vejle, der har kastet sig over at genopføre de allerstørste fodboldkampe, i deres helhed. Spark for spark. Mål for mål. Rødt kort for rødt kort.

“Det er en udfordring, det er helt sikkert,” fortæller instruktør Bodil Agerhøj mig. “Men en spændende én. Vi kaster os helhjertet over det. Der er meget nyt at lære, rent skuespilsmæssigt. Jeg kendte for eksempel ikke til offside-reglen, så det var et interessant nyt værktøj for mig som skuespiller.”

Teatertruppen KNÆK&BRÆK har tidligere opsat andre utraditionelle produktioner, såsom en teaterudgave af Michael Bay’s Transformers, en musical baseret på rapperen Tekashi69’s sange, og Peer Gynt. Og nu har de så kastet sig over fodbolden.

“Der har været nogle udfordringer i det,” siger skuespiller Maren Hansen. “Især fordi vi kun er 17 i gruppen, og det viste sig jo hurtigt ikke at være nok. Men nogle af vores veninder ville heldigvis gerne træde til i nogle af de mindre roller. Og så er de fleste af os jo midaldrende kvinder efterhånden, så det meget løberi var ikke noget, vi var helt vant til. Men det har været en lærerig oplevelse. Jeg har studeret Hamlet’s karakter for at forberede mig til rollen som David Beckham.”

Foto: Fauzan Saari.

KNÆK&BRÆK er med deres projekt blevet sammenlignet med et cover-band, der opfører sange af andre bands, i stedet for at lave deres egen musik. Bodil Agerhøj foretrækker betegnelsen tribute band i stedet. “Det er en hyldest til de seje drenge, der oprindeligt opførte handlingen. Vi vil vise verden, hvad det var de kunne, ved at gengive begivenhederne i et live-miljø. På den måde minder vi meget om for eksempel Pink Floyd Project, eller The Rolling Stones.”

Kulturministeriet har meldt ud at de støtter op om projektet, og beskriver fodbold som det ypperligste, som dansk kultur har at byde på – næst efter håndbold. Bodil Agerhøj agter at søge kunststøtte ved næste puljerunde, og har desuden planer om at eksperimentere med også at opføre klassiske håndboldkampe. “Vi leger lidt med tanken om at kombinere det med den japansk kabuki-stil,” siger hun.

Jeg er med til generalprøven på deres seneste fodboldstykke, Italien vs Frankrig fra 2006. Og selvom jeg måske var en smule skeptisk til at starte med, må jeg indrømme at gruppen leverer en meget indlevende og realistisk gengivelse af de store øjeblikke…

Museer satser i stigende grad på eksklusivt “original content”

Sarah Bønding Hoffman — Mon, 28 Jun 2021 10:37:13 +0200

Kunstmuseer har længe kørt efter den traditionelle model – de har deres egen samling af kunstværker, som de løbende indkøber eller får doneret. Måske har de lånt nogle værker fra andre museer. Og så er der de roterende udstillinger, hvor en samling af værker fra en bestemt kunstner eller periode går på tur fra museum til museum. Det er den gamle forretningsmodel.

Men museerne er pressede i disse tider, ligesom alle andre kultur- og medieudbydere, og er nødt til at gentænke deres måde at gøre tingene på.

Et sted, hvor der for alvor er blevet rusket op i de seneste år, er tv-verdenen. Først blev de gammeldags flow-kanaler overhalet indenom af streaming-tjenester, som Netflix, der tilsyneladende havde alt, og gjorde det tilgængeligt til at se og binge når som helst. Men dette paradigme var også kortvarigt. Inden længe kom der så meget konkurrence på streaming-markedet, at man ikke længere kunne logge på Netflix, og så bare have adgang til det hele. Hver streaming-tjeneste skal nu retfærdiggøre sin eksistens, og overtale kunderne til at betale til dem hver måned. Nu handler det hele om eksklusivt indhold. Hver tjeneste får produceret deres egne serier og film, som kun kan ses hos dem. Laver Netflix nok cool shit, du bare skal se, så er du nødt til at blive ved med at abonnere på dem. Og det samme med HBO, Disney+, Amazon Prime, Månegal+, Viaplay, og listen bliver ved. Du kender alt til det.

Museumsverden, der selv før coronakrisen var hårdt presset på indtægterne, har også lagt mærke til denne forretningsmodel. Og de har valgt at tage den til sig.

Flere museer ansætter nu kunstnere direkte til at skabe kunstværker, som museet har eksklusivt licens til. Kunstnere skriver sågar millionkontrakter med museer om at deres kunst kun må udstilles dér. Senest har maleren og skulptøren Damien Hirst givet Tel Aviv Museum of Art eksklusive rettigheder til at udstille hans værker, mod en check på 40 millioner dollars.

Den danske museumsbranche er også med på trenden. Senest har ARoS fået Tal R som exclusive artist, og Vordingborg Kunstmuseum har scoret Michael Kvium.

Samtidig satser flere museer på at hapse unge og potentielt talentfulde kunstnerspirer direkte fra uddannelserne. Guggenheim Museum i New York er gået så vidt at de nu uddanner kunstnere in-house, rekrutteret direkte fra high school. Mod kost, logi og bredbåndsinternet holdes de i museumsbygningen, hvor de hele dagen producerer kunstværker, der kvalitetsvurderes af aktionærerne, og enten optages til udstilling eller destrueres. I Viborg satser man nu på samme ordning…

Kok anerkender kun to krydderier

Jenny Wang — Mon, 21 Jun 2021 10:17:17 +0200

På Restaurant Mundglad i Holstebro har man en meget fast holdning til hvordan maden skal smage.

I disse tider bliver vores traditionelle kulinariske grænser afprøvet, og der gøres brug af en stadig bredere palette af krydderier og urter i madlavningen. Danskerne er sågar begyndt at tage mere pikante smage som koriander, spidskommen og ikke mindst chili til sig.

Alt det forkaster kokken Viggo Henriksen. Han mener, at der er sket et skred, og at folk har tabt proportionerne og jordforbindelsen, når det kommer til mad. Der er gået identitetspolitik i det hele, forklarer han, og de danske dyder og værdier er ved at gå tabt. Kort sagt, så er verden ikke som i de gode, gamle dage.

“I disse tider, så er det sgu som om, der er tusind krydderier,” siger han. “Og alle kan sådan lidt bare gå og vælge hvad de føler, at en ret skal smage af i dag. Men det er jo bare, fordi de synes de skal være specielle og anderledes og have opmærksomhed, ikke?”

Derfor har han truffet et valg, og sat sig op imod tidens strømning. Det er hans oprigtige overbevisning, at der kun findes to ægte og naturlige krydderier: salt og peber. Alle de andre såkaldte “krydderier” afviser han blankt.

Og på Restaurant Mundglad, som han er indehaver af, er det nu den officielle politik for alle retter, de serverer. “Nogen er jo da for pokker nødt til at stritte imod og tage kampen op, når de prøver at presse alt det her ‘muskatnød’ og ‘kommen’ ned over hovedet på os, ikke? Det er fandme bare unaturligt, det er!”

Kritiske røster har anklaget ham for at være snæversynet, ude af trit med tiden, og ikke mindst for at lave kedelig mad. Til dem har han kun ét at sige. “Altså, I må da gøre hvad I har lyst til I jeres private hjem. Det er da stadig et frit land, selvom jeg synes jeres brug af karry er frastødende. Men på min restaurant er det mig, der bestemmer, og der vil jeg satme ikke se noget oregano. Det er en direkte vej til moralsk fordærv.”

“Det hedder ‘salt og peber’, ikke ‘salt og pebermynte’,” fastslår han.

Jeg spørger ind til rygterne om at han nægter at lave kager til homoseksuelle bryllupsfester. “Den har du fået galt i maskinen, makker,” siger han. “Jeg laver kun kage til homoseksuelle bryllupper. Kage er sgu da noget bøsset noget, ikke?…

Mindfuldness for alle – 10 tricks, du kan bruge lige nu

Redaktionen — Sat, 19 Jun 2021 10:33:44 +0200

Alle har krav på et roligt sind – til en billig penge. Mindfulness-træner, yoga-guru og sjæleven Isak Bondesen viser dig hvordan du kan meditere dig frem til lykke, overskud og bakterieresistens, uden at det koster dig en krone. 10 simple metoder, alle kan bruge på stedet. Isak er netop blevet frikendt for anklager om kultvirksomhed, og hans bog er på tilbud lige nu.

Ny podcast: “Bran Flakes & Brand Fakes”

Redaktionen — Tue, 15 Jun 2021 10:13:03 +0200

Magasinet Kunstnerisk kan i dag med stolthed præsentere den nyeste podcast i vores prisbelønnede line-up – “Bran Flakes & Brand Fakes”. Vi er kendt for at levere podcasts med høj kvalitet og høj volumen, og det nye sats fortsætter denne tradition.

Mange af jer kender den ene vært, der nu har været hos magasinet i to år – Irina Vedbæk, fotograf, sludrechatol og K-pop-fanatiker. Men hendes medvært vil være et nyt bekendtskab for de fleste af vores læsere og lyttere. Sammi Sørensen er designer med en dyr smag, og lidt af et stilikon.

Sammen vil de hver uge servere en knasende sprød gang podcast, lige i øret på dig.

Her er hvad det hele handler om:

Fotografen Irina Vedbæk og designeren Sammi Sørensen diskuterer deres yndlings kopivarer og falske mærker, mens de spiser en stor skål branflakes med sojamælk. For nogle gange er den falske vare bare bedre end det ægte brand, eller cornflakes.

Følg med hver onsdag. Vi lyttes ved!

Litteraturpris givet til bog skrevet af kat, der er gået rundt på tastatur

Hugo Vanggaard — Thu, 10 Jun 2021 10:26:09 +0200

Da Nordisk Litteraturselskab d. 28. maj præsenterede vinderne af årets litteraturpriser, vakte især ét valg opmærksomhed. Det var Årets Debutroman, der gik til værket “I å, på ø” af Felix Misser, en beslutning, mange bifaldt. Bogen blev fremhævet som et eksempel på en nyskabende og legesyg tilgang til det danske sprog, fra en totalt ukendt forfatter.

I dagene efter prisuddelingen, hvor Misser ikke selv deltog, er Nordisk Litteraturselskab dog kommet i modvind, efter Ekstra-Bladet har afsløret at forfatteren i virkeligheden er en kat. Det forlyder at katten Felix er gået mere eller mindre tilfældigt rundt på tastaturet, efter hans ejer forlod computeren for at handle ind.

Komiteen, der står for uddelingen af Nordisk Litteraturselskabs priser, står dog ved deres beslutning om at tildele denne tekst årets fornemmeste hæder.

“God litteratur er god litteratur – det tror vi på, og det lever vi,” udtaler repræsentant for komiteen, Vanessa Schaumküsse. “Vi er en inkluderende organisation, der ikke diskriminerer forfattere efter deres ophav, baggrund eller art. Vi tror på at Felix Misser er en af de bedste nulevende danske forfattere. Og i kraft af at han kun er tre år gammel, må han anses for et sjældent geni, et vidunderbarn, når han har skrevet så modent et værk i så ung en alder.”

Magasinet Kunstnerisk’s litteraturanmelder Kurt Rønnike var dog noget mindre begejstret for “I å, på ø”, som han kun gav ét K. Han beskrev romanen som derivativ, og propfuld af floskler og klicheer. Han kunne ikke få øje på den genrefornyende opfindsomhed, som litteraturprisen blev givet på baggrund af…

Spontan juleaften: hver dag kan være lysets fest

Redaktionen — Mon, 07 Jun 2021 19:31:02 +0200

Mia Maja Karup viser vej til den lækre livsstil og de vildeste måder at afstresse

Radio Loud er en overvældende succes blandt ungdommen

Josephine Ringwald — Mon, 07 Jun 2021 10:30:38 +0200

Da det i 2019 blev offentliggjort at Radio Loud havde vundet udbuddet om DAB-sendetilladelsen over den veletablerede Radio24Syv, kom det som et chok for de fleste. Og den nye ungdomsorienterede radiostation blev da heller ikke spået store chancer for succes. De var dømt ude på forhånd, kan man sige. Det virker helt skørt, hvis man ser på medielandskabet nu. I dag er Radio Loud toneangivende indenfor dansk radio og podcast, og har fanget ungdommens opmærksomhed i en grad, der sjældent er set før i dansk mediehistorie.

“Det er ikke et fænomen, der har noget fortilfælde, mig bekendt,” siger Ulrich K. Bruun, medieforsker ved Institut for Kommunikation på Københavns Universitet. “Vi ser i dag at en stor del af de 13 til 18-årige primært forbruger medieindhold fra én producent, nemlig Radio Loud. Der plejer vi at se en meget større spredning. Det er meget spændende, men potentielt også en smule foruroligende. Noget tyder på at Radio Loud har formået at ramme tidens stemning meget direkte.”

Særligt deres programformat Navlepilleri, har været succesfuldt. Her får en kendt dansker en time til at beskrive de spændende og tankevækkende ting, de kan finde i deres navle…

Kunst på samlebånd

Maria Norby Gørring — Tue, 01 Jun 2021 19:48:48 +0200

I en mindre fabrikshal i industrikvarteret syd for Horsens, er lyset aldrig slukket. Her skabes kunst, på en højeffektiv, agil og udbyttemaksimeret måde. På en regnvåd forårsmorgen besøger jeg Industrial Art Productions, der har forstået at sætte den kreative proces i system.

Poul Gunnar Mikkelsen, den ene af fabrikkens to stiftere og ejere, viser mig rundt. “Det der med kunst og kreativitet, det har vi sådan set bare ordnet her,” fortæller han mig. “Alt det hejs med guddommelige indfald og inspiration fra egne oplevelser, det er egentlig bare noget pjat, den professionelle klasse af kunstnere har fundet på, for at skabe et brand omkring deres produktion, og opretholde et kunstigt monopol. Og der kan man sige, det er så dét, vi bryder med her på fabrikken. Vi gør det sgu’ bare – producerer stabile kunstværker med høj kreativitet og lave produktionsomkostninger, på en konkurrencedygtig måde. Det er egentlig bare at cutte det der egotrip, og så gøre det på markedsvilkår.”

På Industrial Art Productions’ fabrik har man lavet en systematik omkring produktionen, så alle de ansatte ved hvilken skaberrolle, de har. Det er det gode, gamle samlebåndsprincip, der er taget i brug. “Det er veltestet, jo,” griner Mikkelsen. “Hvis det virker for biler, hvorfor skulle det så ikke virke for billedekunst?”

Foto: Irina Vedbæk

Til højre for mig sidder en midaldrende kvinde og maler brede røde striber på lærred efter lærred. Efter hende sidder en mand og maler et udvalg af karikerede englefigurer på lærrederne. Jeg prøver først at spørge kvinden om arbejdet, men hun taler kun polsk. Manden fortæller mig, at de er ved at iterere gennem idé-cluster #3145, der er sat til færdig levering næste uge. Til den tid kommer der til at stå 200 unikke malerier i Lagerhal B, der udforsker tematikker om døden, tabet af uskylden og længslen efter et falmende glansbillede af en lykkelig barndom. Jeg prøver at spørge nærmere ind til det spændende motiv, men han kan ikke fortælle mig meget mere. “Jeg følger bare specifikationen,” siger han. “Designet og skemalægningen af det udførende arbejde foretages i Udviklingsafdelingen.”

Den skabende proces er altså inddelt i faser, der håndteres af forskellige afdelinger på fabrikken. Men hvordan opstår ideerne til malerierne, skulpturerne, kompositionerne, teaterstykkerne, digtene, og alt det andet, som IAP producerer? Poul Gunnar Mikkelsen vil ikke afsløre alt for meget om selve den kreative proces, da det falder under forretningshemmeligheder. “Vi skal jo trods alt beskytte vores plads på markedet,” siger han, men indvilger i at løfte sløret for dele af processen.

Det involerer regneark, statistiske modeller, AI-modeller, samt ideation jam sessions med kunsthistorikere, materialeproducenter, auktionariusser og en roterende gruppe af eksterne konsulenter. På 2. sal ligger fabrikkens Udviklingsafdeling, og her er stemningen dybt seriøs. Det første, mit øje fanger i det åbne kontorlandskab, er et stort Scrum-board…

Asja og den hårde græker

Redaktionen — Tue, 01 Jun 2021 17:52:49 +0200

Vi møder Asja Thomsen, en af de mange, der er trætte af “bløde mænd”, og falder for marmor

Jeg var Jørgen

Gæsteskribent — Fri, 28 May 2021 10:06:04 +0200

Du ved godt, hvad det her handler om. Du har været her før. Der er en dunkel gyde, men i toppen af træerne er der liv og glade dage. Du har smagt mørket, og det var bittert og sært. Tag min hånd, og jeg skal vise dig lyset. Dette er vejen fremad, og det eneste spørgsmål er om du har modet til løfte din fod. Tænk på din salige moder. Hvad ville hun sige, hvis hun stadig var i live? Hvad ville din fætter Erling? Der er spejlblanke dråber af lim på bordet. Du er ikke dem. Du er en anden form, et andet legeme, et tredje krydderi, en fjerde vej. Men er du lyset? Nej. Det er mig. Tænk på chokoladekager og lyserøde gummistøvler…

Er Beethovens første studiealbum en overset klassiker?

Leif Segerstam — Thu, 20 May 2021 11:37:49 +0200

Ludwig van Beethoven anses i dag som en af musikkens tunge drenge, men de færreste ved at da hans første single udkom, skrabede den ikke engang bunden af hitlisterne. Det var først med ørehængeren Strygertrio i E♭-dur, at folk begyndte at få øje på den unge Ludwigs flair for lækre hooks. Da Klaverkoncert nr. 1 i C-dur udkom i 1795, var han allerede uundgåelig og bredt anerkendt som en knivskarp hit-mager.

Men før det, udgav han sit første studiealbum, det selvbetitlede Ludwig van Beethoven. Ved dets udgivelse, var hverken anmeldere eller publikum imponerede, og det beskrives ofte som et famlende, men sporadisk interessant eksperiment. Pladeselskabet fejede det hurtigt til side, for at promovere hans langt mere kommercielle Symfoni nr. 1 i C-dur, der udkom i 1800. Efter sigende var Beethoven aldrig helt selv tilfreds med albummet, der efter alt at dømme blev produceret under tidspres, og han opførte også sjælden værker fra det til sine koncerter.

Selvom det aldrig blev elsket af det bredere publikum, har det dog længe haft en status som kultfavorit blandt hans mest hardcore fans. Men er det fordi, de bare ukritisk elsker alt hvad manden skabte – eller er der noget overset guld i albummet?

Det undersøger vi i denne artikel. Vi går gennem numrene, ét efter ét, og dykker ned i hvad der virker, hvad der absolut ikke gør, og hvor der er noget ubestrideligt potentiale, der bare aldrig helt kom til at sidde i skabet. Og så fælder vi den endelige dom, og så forestiller vi os det album, vi kunne have fået.

#1 Cellosonate nr. 1 i F-dur

Det starter ret langsomt og gumpetungt. Men i løbet af første sats når den da at få lidt vind under sejlene. Det her var en af de første cellosonater af sin slags, og det skal den da have et par point for, men alt i alt…

Træt af dit rod? Bare flyt fra det!

Redaktionen — Wed, 19 May 2021 10:28:02 +0200

Mia Maja Karup viser vej til den lækre livsstil og de vildeste måder at afstresse

Statens Museum for Kunst solgt til saudiarabisk sheik

Georgette Pompidou — Fri, 14 May 2021 08:52:26 +0200

Efter en mørklagt udbudsrunde, har regeringen i dag på et pressemøde annonceret at der er indgået en kontrakt om at frasælge Statens Museum for Kunst. Køberen er sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih fra Saudi-Arabien, og udenrigsminister Jeppe Klofoed fremhævede dette som et pragteksempel på Danmarks evne til at indgå i internationale handelsaftaler.

Den endelige pris blev 14 millioner kroner, og det erklærer regeringen og blå blok sig godt tilfredse med. “Jeg synes faktisk at det er en ganske god indtjening på nogle aktiver, der bruges meget lidt, og langt henad vejen er meget gamle,” siger Anne Egebo Christensen (S). “Nu har vi fået nogle penge ind i statskassen, og dem kan vi så øremærke til bedre velfærd for de ældre.”

Enhedslisten har som det eneste parti været stærkt kritisk overfor forløbet. Samtlige andre partier bakker op om salget, og Venstres Henrik Hansen kalder på Twitter Enhedslistens kritik for “ret typisk for de buzzkills. De er jo også bare stalinister hele bundtet.”

Det forlyder desuden at Aljomaih primært er interesseret i museets bygninger, og har planer om at destruere de medfølgende kunstværker. “Det er egentlig lidt synd, synes jeg. Noget af det er egentligt meget pænt,” udtaler nuværende direktør Jan Grauballe. “Vi undersøger muligheden for at købe nogle af værkerne tilbage igen. Men det bliver ikke billigt, det er er klart.”

De andre potentielle købere, der bød ind på udbuddet, inkluderer amerikanske Goldman Sachs og schweiziske Nestlé…

Shakespeare var en AI

Jenny Wang — Mon, 10 May 2021 17:04:23 +0200

Den engelske skuespilsforfatter og digter William Shakespeare (1564–1616, angiveligt) er vidt berømt, elsket og anerkendt for sin indflydelse på det engelske sprog. Alle kender til værker som Hamlet, Trold kan tæmmes og Macbeth. I århundreder har manden været anset for et geni uden lige.

I nyere tid har der dog været en tiltagende mistanke om at Shakespeare ikke var én person, men i stedet et pseudonym for en hel gruppe af dramatikere og poeter. Det har man baseret på analyser af skrivestil, og det faktum at manden skulle have været vanvittigt produktiv for at skrive så meget i løbet af så kort et liv.

Men et spritnyt stykke forskning, der snart vil blive underkastet peer review, kaster et helt nyt lys på spørgsmålet. Ifølge en pressemeddelse udsendt fra Avebury University om den forskningsartikel, som er blevet udgivet i den præstigefyldte videnskabelige journal Academic Exchange Quarterly, blev Shakespeares værker hverken skrevet af en enkelt person, eller en gruppe af personer – men blev i stedet maskinelt genereret.

Der er tale om en form for proto-AI, en computerløs algoritme, en kunstig intelligens, der har styret valget af ord. Det er stadig uvist om det har involveret en automaton (en slags primitiv robot. – red.), der har foretaget nedskrivningen. Men forskerne mener med stor sikkerhed at kunne sige at samtlige Shakespeares værker er skrevet ved hjælp af en matematisk formel og en meget stor kugleramme. Det har formentlig også involveret terningekast, for at introducere et element af vilkårlighed – det er sådan, skuespillene har fået den kant af meningsløs lemfældighed, som vi kender og elsker dem for.

Det siges at være det første dokumenterede eksempel på en “bot”, og autogenereret tekst. Det amerikanske præsidentvalg i 2016 kan således sige at være en direkte udløber af Shakespeares virke som forfatter, pointerer forskerne bag undersøgelsen. De afviser ikke at en konsekvens af dette bliver at Donald Trump i eftertiden vil nyde samme anseelse som William Shakespeare, og konkluderer blot at “Further reserarch is needed”.

Vi adspurgt teatre rundt om i Danmark hvad de mener, denne nye udvikling vil betyde for deres fremtidige programlægning, og om de fremover vil undlade at opsætte den nu skandaleombruste Shakespeares skuespil. Ingen har villet udtale sig “on the record”, men flere har udtalt at de finder situtationen dybt foruroligende og i øjeblikket genovervejer deres støtte til den problematiske kunstner. Direktøren for Holbæk Teater udtaler at han længe har mistænkt noget lignende om Henrik Ibsen, men at det kommer som et chok for ham at Shakespeare skulle have været en “robot”.

Magasinet Kunstnerisk følger sagens udvikling.

Anders Samuelsen springer ud som kunstskøjteløber

Mikkel Buchwald — Wed, 05 May 2021 19:04:00 +0200

Da jeg møder Anders “Klatretøsen” Samuelsen i hans sommerpalæ, giver han mig sin bedste stålsatte øjenkontakt, mens han fortæller om sit nye karrieresats.

“Det var altid skøjterne, det handlede om. Politik var et forsøg på at komme ind i det seriøse skøjtemiljø ad sidedøren, men den slags er slut nu. Folket talte, og jeg lyttede. Jeg har indset, at jeg er nødt til at arbejde mig op fra bunden.”

Samuelsen har allerede opdateret sin LinkedIn og sin Twitter-bio, og der er dermed ingen vej tilbage nu. Og han mener det – kun få minutter inde i vores interview, viser han mig en stor tatovering på sin lænd af Tonya Harding, kunstskøjteløbernes slagkraftige skytsengel. “At jeg forguder hende er nok lidt sat på spidsen, men der er klart noget idoldyrkelse over det. Jeg har tit klædt mig ud som hende, også til fastelavn.”

Det var Joachim B. Olsens mod til karriereskift, der gav Samuelsen det sidste skub til at forfølge sin passion. “Altså, hvis han tør gå fra kuglestøder til sladretante på Ekstra-Bladet, så tør jeg også godt tage springet.”

Da jeg beder ham om at kommentere på rygterne om at han kun har satset på skøjteløb, fordi bottle-flipping endnu ikke er en olympisk disciplin, tøver han. “Hør her,” siger han endelig. “Alt det dér, det hører fortiden til. Det var en mørk, mørk tid i mit liv, hvor der var nogle indflydelser, der var løbet af med mig. Min tankeverden var omtåget og domineret af nogle dæmoner, som jeg endelig er sluppet fri for. At antyde at jeg skulle have den mindste lyst til at gå ned ad den forbandede sti nogensinde igen, er at lade hånt om alt hvad jeg tror på og har kæmpet for. Tonya ville ikke finde sig i den slags, så hvorfor skulle jeg?! I det hele taget er det også bare rygter, at jeg har petitioneret den Olympiske Komité om at få bottles på programmet…

Pornoproducent har ved en fejl modtaget kunststøtte i årevis

Erika Meyer — Sun, 02 May 2021 08:49:58 +0200

En ny rapport fra Rigsrevisionen påtaler at der siden 2010 årligt er blevet uddelt kunststøttemidler til filmselskabet Saftig-Far Aps, der producerer pornografisk materiale. Deres mest succesfulde produktion er en serie af pornofilm ved navn “Naughty Stepmothers in DK”, der siden 1999 er udkommet 519 af. Desuden er deres “Pisk mig, Connie” en kiosk-klassiker, rapporterer Ekstra-Bladet.

Kulturminister Joy Mogensen har ikke ønsket at udtale sig om sagen, men ministeriets departement giver officelt den tidligere praktikant Niklas Bjerregaard skylden. Efter sigende er der sket en forveksling blandt bogmærkesamlingerne i hans arbejdscomputers browser. Niklas Bjerregaard nægter imidlertid kendskab til den pågældende filmserie…

Kunstakademiet lancerer “Banksy”-linje

Inge Fæhr — Thu, 29 Apr 2021 16:29:00 +0200

Hvordan bliver man den næste Banksy? Hvordan bliver man et kulturelt ikon, helt udenfor kunstverdens og samfundets normale rammer, med byen som lærred i trods mod love, regler og forstokkede traditioner? Hvordan bliver man en legende, som ingen ved hvem er, men som alle kender?

Det Kongelige Danske Kunstakademi tilbyder nu svaret, i form af den såkaldte “Banksy”-linje. Her lærer de unge, håbefulde kunstneriske sjæle, med drømme om en stabil indkomst fra selvstændig, professionel kunstproducerende virksomhed, at lade hånt om systemet og reglerne, og fremlægge revolutionerende kunstværker de mest uventede steder, i de mest utraditionelle former, og med de mest provokerende budskaber.

Linjen modtager nu ansøgere, og vil optage 250 studerende i det første år. Undervisningen består af klassisk tavleundervisning, workshops i mindre grupper, design thinking-baserede ideation sessions, og masterclasses med etablerede provokunstnere og bandemedlemmer. I løbet af første semester vil de studerende blandt andet beskæftige sig med typer af spraymaling, indberetning af skattepligtig indkomst, brug af Tor og “det mørke internet”, veksling af bitcoin, samt en lang række andre…

Bruce Springsteen er i virkeligheden fra Canada

Karla Friis-Nord — Mon, 26 Apr 2021 16:23:41 +0200

Mange af os har længe haft en mistanke om at noget ikke helt stemte. Rock-sangeren Bruce Springsteen har altid slået sig meget op på sin identitet som amerikaner – som stemmen for den arbejdende mand i byer lagt øde af fabrikslukninger, og for unge rebeller, der stikker af på en motorcykel med en pige, der hedder Mary. Springsteen har skabt en karriere ud af dét, at være fra New Jersey og stolt af det.

Men det har altid virket lidt for insisterende. Ligesom tyven, der altid er den første til at blive forarget over det mindste lovbrud hos andre. Og nu er sandheden da også endelig kommet frem i lyset.

En samling af lækkede dokumenter, der er blevet delt af Wikileaks, har vist sig at indeholde sangerens dåbsattest – og den gemte på mere end én hemmelighed. Ikke nok med at han ikke er født i Asbury Park i New Jersey, som han hårdnakket har påstået i årevis, men navnet “Bruce Springsteen” har også vist sig at være et påtaget nom de plume. Manden er i virkeligheden født i byen Maniwaki i den canadiske provins Quebec, og hans lovformelige navn er Pierre de Saut.

I visse kredse har det længe været formodet at noget i denne stil var tilfældet; det har altid været særpræget at en fuldblodsamerikaner, som Springsteen har påstået at være, skulle have et strejf af fransk accent i sin udtale. Og endelig har det vist sig, at der var noget om snakken og rygterne. Springsteen selv har endnu ikke offentligt kommenteret på rygterne, men hans advokat har udtalt “eh”…

Maren maler myrer

Jenny Wang — Tue, 20 Apr 2021 19:21:39 +0200

“Jeg tager dem systematisk, fra en ende af. Det kan godt nogle gange føles som et lidt overvældende projekt, men så tænker jeg bare på hvorfor det er, jeg gør det. Hvorfor jeg brænder så meget for min kunst.”

Maren Valsgaard maler impressionistiske portrætter af alle myrerne i hendes have. Det er et projekt, der har optaget hendes dage og nætter i snart halvandet år, og hun regner ikke med at være færdig lige foreløbig.

Jeg møder hende en kølig tirsdag eftermiddag i hendes hjem i Roskilde. I hendes arbejdsværelse byder hun på en kop sort te, mens hun fortæller om sit forehavende. Hun forklarer mig at hun ikke stiler efter strengt realistiske malerier, men i stedet går efter at udtrykke den enkelte myres sjæl og personlighed. “På en måde ligner de ret meget hinanden, men de er også bare så forskellige, ikke? Nogle af dem har en fantastisk sans for humor, for eksempel. Det vælger jeg at udtrykke i mine portrætter med farven blå.”

En særligt ophidsende myre fandt hun sidst i november. Den fik navnet Hector, og optog hvert vågent øjeblik i tre hede uger…

Strikning indtager streamer-miljøet

Erika Meyer — Fri, 16 Apr 2021 19:04:07 +0200

Fortnite, League of Legends, Donkey Kong – det er computerspil, som dem, man plejer at forbinde med live-streaming-tjenesten Twitch. Her følger store hungrende publikummer med i hvordan deres yndlings-streamere gamer og kommenterer. Let’s play, hedder det i fagterminologien, eller Splay.

Andre end gamere har taget tjenesten i brug, heriblandt sportsbegivenheder og DJ-præstationer. Men et nyt segment er rykket ind og er hastigt ved at overtage platformen: strikkere.

Repræsentanter fra Twitch bekræfter at interessen for spil og andre kategorier er hastigt faldende, mens strikning oplever et decideret boom. Det er et eksempel på den stadigt mere dominerende rolle, som crea-core spiller i den kulturelle sfære. Det startede officielt med perleplademanien, som lagde Instragram’s servere ned i 2017. Og nu er strikke-streamere på vej til at presse det eksisterende Twitch-community ud.

Samtidig er akvarelmalere ved at rykke ind på TikTok, og det forlyder at platformen seriøst overvejer helt at droppe understøttelsen af dansevideoer til fordel for malevideoer. I lyset af andre platformes magtesløshed overfor den voldsomme crea-core-bevægelse, virker det som en håbløs kamp at prøve at bibeholde TikTok’s hidtidige identitet…

Mød kunstneren, der aldrig har skabt et eneste kunstværk

Karla Friis-Nord — Sun, 11 Apr 2021 09:22:13 +0200

“Det kan faktisk godt være ret svært nogle gange ikke at lave kunst,” fortæller kunstneren Ivan Q, da jeg møder ham på hans lokale kaffebar på Vesterbro. “Men så tænker jeg på hvorfor jeg gør det her, og så finder jeg alligevel modet til ikke at lave noget.”

Ivan Q er det førende medlem af den fremspirende kunstneriske bevægelse “Radikal Minimalisme”, hvis grundlæggende dogme er at en ægte kunstner aldrig, under nogen omstændigheder, må skabe kunstværker. “Det udflader hele kunstbegrebet at producere kunst,” siger han. “I det øjeblik, det skabes, bliver det et produkt, et kapitalistisk artefakt, som kan sælges, købes, handles med. Kunsten bliver bare en ting, noget som de rige svin kan pryde deres vulgære stuer med. Vi forkaster alt det skidt, og bringer kunsten tilbage derhen hvor den hører til.”

Det er ikke nogen let vej at gå, fortæller han. “Jeg skal altid passe på hvad jeg gør, for ikke at komme til at skabe noget, der kan fortolkes som kunst. Men jeg har dedikeret mit liv til det. Faktisk foretager jeg mig så lidt som muligt hver dag, for at undgå ved et uheld at komme til at kreere, eller at blive overvældet af inspiration.”

Hvad bruger han så sine dage på? spørger jeg.

“Jeg spiller rigtig meget World of Warcraft. Og så ser jeg Friends. Det er nok cirka dét. Jeg har snart set den serie halvtreds gange. Så det er en okay kur mod inspiration, kan man sige.”

Ivan Q har lejet et galleri i det indre København, som aldrig nogensinde har været åbnet for offentligheden. Faktisk har han heller ikke selv været derinde. “Jeg skal passe på ikke at sætte noget derinde, for det risikerer jo at blive kunst…

Louisiana overvejer navneændring

Georgette Pompidou — Fri, 09 Apr 2021 13:59:53 +0200

På Louisiana, det danske museum for moderne kunst beliggende i Humlebæk, har man erkendt at navnet ikke er valgt på frie markedsvilkår, og man er derfor gået i gang med at forberede et udbud.

“Det er en opfordring til at spørge om hvorvidt kunst for kunstens skyld, kan eksistere i en kapitalcentrisk virkelighed,” lyder det fra museumsinspektør, Poul Erik Tøjner, i den officielle bekendtgørelse, magasinets redaktion modtog i morges. Planen er at sætte navnerettighederne til hele museet op for auktion mellem alle de amerikanske delstater, til trods for at bygningens navn ikke har ophav i den sydlige stat. Indtil videre har Iowa og Rhode Island officielt indsendt bud. Af hensyn til ordblinde er Massachusetts og Mississippi på forhånd blevet blokeret fra at byde ind.

Udbuddet har dog allerede mødt kritik for at være begrænset til amerikanske stater. Blandt andet har den kinesiske provins Xinjiang udvist stor interesse…

Dans som aktiv dødshjælp

Jenny Wang — Wed, 07 Apr 2021 14:07:51 +0200

Hvad enten det er en ophidsende bachata eller en hæsblæsende jitterbug, så kan dans være en sikker måde at få pulsen op i højeste gear. For de ældste og mest udsatte borgere kan dette være fatalt, og derfor tilbydes der nu målrettede dansetimer for dem, der har mistet lysten til livet.

Aktiv dødshjælp er ikke lovligt i Danmark, og dette tiltag har til formål at omgå den gældende lovgivning på en etisk forsvarlig vis.

“Det er sådan set en win-win-situation,” udtaler Sasha Hoffman Bach, der dagligt styrer løjerne i Skærup Forsamlingshus. “Enten får de en helt ny gejst og appetit på livet ud af det, eller også dejser de om på stedet.”

Men nogle mener at…

Fra Ritter Sport til kubisme

Erika Meyer — Mon, 05 Apr 2021 19:06:44 +0200

Du kender formen; det er den du ser i dine drømme og i dine mareridt. Det er den figur, dine øjne indtog, da du så for meget fjernsyn som barn. Og det er en façon, der har været inspiration og ledestjerne for alt fra industrialister og kassetænkere, til kunstnere og filosoffer. Og alt sammen startede det på en tysk chokoladefabrik i Waldenbuch, hvor de sprælske ballademagere Alfred E. og Clara Ritter sprængte rammerne for hvad man kunne forvente af dessert, design og eksistensen.

Snart erobrede den kubistiske tilgang verdens…

Dine yndlingskunstnere, du ikke vidste var dybt problematiske

Redaktionen — Mon, 05 Apr 2021 14:33:45 +0200

Mange berømtheder og offentlige personer virker sympatiske og er afholdte af millioner af mennesker verden om. Men de gemmer på en stærkt problematisk side, som de ikke vil have, at du hører om. Vi har samlet 10 af de saftigste.

#10 Beyoncé og skovrydning i Amazonas

De færreste ved det, men den folkekære og omfangsrige sangerinde Beyoncé Knowles er medstifter og hovedauktionær i virksomheden SynEx Energy Management Solutions, der står for den største del af skovrydningen i Amazonas-regnskoven i Brasilien…

Han er kok, han er massør, og han er helt sikkert ikke #woke

Redaktionen — Mon, 05 Apr 2021 10:37:00 +0200

Der er ingen værdipolitik på Café Kæft Kælling. Vi møder indehaver Jonathan Eriksen, og får en Chai Latte med mandelmælk

Tømmermænd: den ultimative “cheat day”

Redaktionen — Fri, 02 Apr 2021 17:16:26 +0200

Mia Maja Karup viser vej til den lækre livsstil og de vildeste måder at afstresse

Med fisken som medie

Sarah Bønding Hoffman — Fri, 02 Apr 2021 14:04:59 +0200

Kan fisk være kunst? Det mener kunstnergruppen KØØLY fra Ebeltoft, der er begyndt at udforske dette spændende og utraditionelle medie til at skabe tankevækkende kunstværker.

Gruppen startede med at lave skulpturer af is, og har derfor erfaring med kunst, der er midlertidig og hurtigt nedbrydes af sig selv. For dem handler det om at acceptere det flygtige ved tilværelsen og at værdsætte dét, der er nu, fremfor at fiksere sig på bevaring for evigheden.

Det var derfor helt naturligt at begynde at lave skulpturer af fiskebestanddele. De fik i forvejen meget af deres is fra fiskemandens overskud, og at overtage restfisk var en oplagt udlægger. Her spiller det midlertidige og forgængelige også en stor rolle. “Efter et par dage er det lidt svært at holde til lugten,” siger Rolf Unkrich fra KØØLY. “Man kan vende sig til det. Men efter et par uger har kunstens form forandret sig så meget, at vi ikke rigtig kan sige at det er vores kunst længere. Naturen begynder at gå ind og blive en aktiv medskaber, så det er jo spændende at se. Til sidst er der ikke så meget tilbage fysisk – tit er der en del fluer – men det handler også meget om oplevelsen. Det er også dén, folk gerne vil betale for…

Mysteriet om Tegnedreng Records

Leif Segerstam — Thu, 01 Apr 2021 12:00:00 +0100

På denne dag – 1. april 2021 – er det fem år siden at rap-gruppen Tegnedreng Records forsvandt. Da gruppen fra Hobro meldte deres ankomst på musikscenen, var de usædvanligt aktive og produktive. Over en periode på seks måneder, udgav de syv albums og tre musikvideoer. Men præcist et halvt år efter de dukkede op af den blå luft, forsvandt de sporløst igen. Her fem år senere, vil jeg finde ud af hvad der skete. Jeg vil finde ud af, hvad der blev af “Hobros vildeste rap-crew”.

1. oktober 2020

Det er faktisk slet ikke min idé, til at starte med.

En dag i det corona-hjemsendte efterår i 2020, tikker en besked ind i Slack fra min chefredaktør. Han beder mig om at gå i gang med at researche til en portrætartikel om en obskur rap-gruppe fra provinsen. “Men jeg ved ikke noget om hip-hop,” protesterer jeg. “Jeg skriver om klassisk musik her i magasinet.”

“Hvis du spørger Tegnedreng Records, så er deres musik klassisk,” svarer han mig. Der er ingen vej udenom. Jeg er nødt til skrive en artikel om en rap-gruppe, jeg aldrig har hørt om før.

Jeg går til sagen som enhver seriøs journalist: jeg kaster mig over min research, og graver mig dybt ned i emnet for min artikel. Det, som jeg finder, ender trods min umiddelbare skepsis med at fascinere mig endeløst. Tegnedreng Records er farverige, højtråbende, vulgære, tilsyneladende blottet for selvbevidsthed, og helt udenfor de almindelige rammer for dansk hip-hop. De er noget helt for sig selv. Og så er de væk igen. Fra dag til dag ophører al deres aktivitet på de sociale medier, alle deres udgivelser stopper. De er sporløst forsvundet. Det er et mysterium, et jeg ikke kan slippe, et jeg er nødt til at finde forklaringen på. Min efterforskning er skudt i gang.

Foto: Tegnedreng Records.

Nogen må vide noget. Det her er Danmark i det 21. århundrede – man kan sgu da ikke bare forsvinde sporløst. Jeg går direkte til kilden, og skriver til Tegnedreng Records på de sociale medier – @tegnedreng. Selvom de ikke længere poster der, håber jeg at der stadig er nogen der logger ind og vil se min besked. Jeg prøver først på Instagram, så Twitter, Soundcloud, og til sidst Facebook.

Intet svar. Okay, så enten er de droppet helt ud og der er intet af den gamle gruppe tilbage, eller også vil de ikke findes.

16. oktober 2020. I Hobro

Jeg tager en spontan beslutning, hopper ind i min bil, og tænder GPS’en. Man kan som sagt ikke bare forsvinde – især ikke når man, som Tegnedreng Records, er en del af sin bys ungdomsmiljø og kulturliv. Jeg sætter kursen mod Hobro, en by som jeg ved intet om, og som jeg hurtigt finder ud af ligger meget langt fra Amager. Oh well. Det giver mig god tid til at genhøre gruppens musik, og støvsuge teksterne for spor. De henviser til forskellige steder, der tydeligvis må have stor betydning for dem: Adelgade, åen, diskoteket Buddy Holly, Mariagerfjord Gymnasium. På deres Instagram og i deres musikvideoer ses også mange af deres lokale hangouts: Torvebaren, bowlinghallen, grillbaren, Aldis parkeringsplads. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at hvis jeg besøger disse steder, må ånden og arven fra Tegnedreng Records hænge tungt i luften, og dem jeg møder der, må kunne fortælle mig alt om de berømte bysbørn.

Midt på eftermiddagen ankommer jeg til Hobro Centrum. Jeg parkerer og giver mig til at gå rundt på strøget og den lange, snørklende Adelgade. Jeg ser mange af de steder, som gruppen har nævnt og fotograferet. Desværre er der grundet corona’en temmelig få mennesker i gaderne, i denne i forvejen ret søvnige jyske by.

Jeg finder en flok rebelske unge mennesker, der hygger med Red Bull i det spæde solskin på en parkeringsplads. Det her, tænker jeg, må være målgruppen, dem der bedst kender gruppens musik. Men til min store forbavselse, kigger de uforstående og måbende på mig, da jeg nævner Tegnedreng Records, Adelgade-Banden, Hobronx Moneymakerz, og de mange andre øgenavne, gruppen har haft. Jeg fortsætter videre rundt i byen, besøger værtshuse, grillbarer, tøjbutikker. Danmark er på dette tidspunkt ikke lukket helt ned, og der er åbent mange steder. Men ingen har hørt om det, som jeg ellers anser for Hobros væsentligste kulturelle eksport. I stedet møder jeg en mistro overfor mit “københavneri” og mine intentioner som journalist. “Du skal fandme ikke prøve på noget,” siger en ældre mand på Torvebaren til mig. “Jeg kender din type, I fordrejer folks ord og finder på alt muligt, der er lyv. Du kan bare vove på at citere mig om noget om de der ‘Tegnedrenge’, du snakker om.”

Jeg er chokeret. Altså, hvad sker der lige her? Hvorfor er der ingen, der kender Tegnedreng Records – eller nærmere, vil stå ved at gøre det? Man tager trods alt ikke til Skjern, og så er der ingen der kender til Gnags. Noget stemmer ikke her.

Torvebaren i Hobro. Foto: Tegnedreng Records.

Da jeg kommer hjem, spørger min kæreste mig om jeg ikke tror, at jeg overtænker det her. Der er vel ikke noget særligt mysterium her. Mon ikke det bare var en flok gutter, der hang ud, havde det sjovt, og lavede noget middelmådig musik, og så bare stoppede igen? Måske blev de trætte af det, fandt noget andet at lave, eller gik hver til sit?

Jeg er fristet til at acceptere denne simple forklaring. Det er klart den nemmeste måde at anskue Tegnedreng Records på. Men der er for mange løse ender i den røde tråd, for mange spørgsmål uden svar, og for mange små, spredte spor, der antyder et større, skjult hele. Jeg kan mærke at der er en god historie begravet her.

Valgplakat fra den korte periode, hvor gruppen forvandledes til den politiske bevægelse “Party Partiet”. Foto: Tegnedreng Records.

Så hvem er de her Tegnedreng Records, tænker du nok, hvis du ikke har hørt om dem før. Alt, hvad vi kender til dem, kommer fra deres mange sange, musikvideoerne, og deres strøm af opslag på de sociale medier. De er en flok unge mennesker først i tyverne – mænd, med få undtagelser. Hvor mange medlemmer, gruppen egentlig har, er umuligt at sige. Det virker som en løst defineret venneflok, hvor nogle bidrager meget til musikken, og andre kun kigger lejlighedsvist forbi.

I gruppens kerne har vi rappere som P Desmet, L Jooken, P Swiggers og B Lamiroy. Ja, det er det, de kalder sig. I ved hvor mærkelige rapperes kunstnernavne er. Undervejs i deres halve års levetid, begyndte andre medlemmer at indtage større roller, heriblandt HM Hoeningwald og produceren J De Clercq.

Mens deres karriere stod på, levede de med store bogstaver. Der blev ikke sparet på noget i lir, damer, sprut og statussymboler, og udgivelserne kom i stride strømme. Ét medlem indgik dog i en kontinuerlig dialog med sig selv om hvorvidt denne livsstil var noget for ham, eller om han skulle stræbe efter højere kunstneriske ambitioner. P Swiggers var en af de grundlæggende stemmer i projektet, men drog i løbet af det halve år på en kreativ rejse, der førte ham til at udforske sin højkulturelle nysgerrighed, stikke af til Polen, afvise den hedonistiske livsstil og dens fokus på at “knalde damer og sniffe coke”, og endelig forlade Tegnedreng Records for at gå solo. Det resulterede i en modbydelig beef mellem ham og gruppen, som stod på mens han helhjertet kastede sig over at lave noget temmelig abstrakt elektronisk musik og langmodige akustiske folk-sange. Inden længe stod det dog klart, at det ikke rigtig fungerede for hverken ham eller gruppen, der i mellemtiden havde satset på mainstream-pop uden større held. Resultatet blev en genforening, og to måneder med fuld skrue på den sleske, barske hip-hop – før de forsvandt uden varsel den 1. april 2016.

Og det er dér, vi er nu. Hvordan kan man fylde så meget, og så blive væk?

P Swiggers. Foto: Tegnedreng Records.

9. december. Den akademiske vinkel

Det rejser jo en masse spørgsmål om eksistens, ungdomskulturens flygtighed, og identitet i det online og offline rum. I min jagt på en forklaring på hvad denne rap-gruppe var for en størrelse, hvilke intentioner, der lå bag, og hvorfor den ophørte så brat, kaster jeg mig over forskningslitteraturen.

Tegnedreng Records lever i vores forståelsesramme udelukkende som en afspejling af de medieartefakter, som er blevet uploadet til sociale medier og streamingtjenester. Den idé, som vi har om hvad de er, er altså en fortolkning og rekonstruktion ud fra små adskilte, men tværforbundne fragmenter. Billedet, vi står tilbage med, er en mosaik: utallige mindre ideer, samlet til at udgøre et større hele.

Vores forståelse er derfor per definition mangelfuld og kurateret, og altså ude af trit med en rå, umedieret virkelighed. Alt, hvad der er blevet delt, er resultatet af et valg, nogen har truffet. Man kan derfor ikke adskille repræsentationen af Tegnedreng Records fra den aktive intention bag, og vi kan kun forholde os til resultatet af vores egen fortolkning. Dette kan beskues fra et semiotisk perspektiv – en læren om ideer som tegn, der fortolkes. Ifølge filosoffen C.S. Peirce, består et tegn af en tredelt relation mellem et objekt (eller idé), der repræsenteres i en sammenhæng som en representamen, og den resulterende fortolkning, en interpretant.

For at undersøge denne tolkningsramme nærmere, arrangerer jeg et telefonisk interview med professor Morten Therkelsen, der forsker i semiotik. “Alt, hvad der bærer mening og betydning, er et tegn,” fortæller han mig. “Tegn grupperes i koder, som vi bruger til at transmittere budskaber gennem et medie.”

“Så kan jeg bruge konceptet om en klynge af tegn til at komme tættere på en forståelse for intentionen bag rap-gruppen Tegnedreng Records?”

“‘Tegnedreng Records’? Det lyder bekendt. Jo – for omkring fem år siden, mener jeg, havde de studerende, der hvor jeg arbejdede, gang i noget, der hed noget i den stil. Jeg synes, du skulle tage og kigge nærmere på Det Informationsvidenskabelige Akademi under Københavns Universitet, i Aalborg. Det er lukket nu, men du kan sikkert finde nogen, der ved noget.”

“Undskyld, i Aalborg? Sagde du ikke Københavns Universitet?”

“Jo. Altså – det var en hel ting, jeg ved ikke hvad jeg skal sige…”

“Okay. Tak for tippet.” Vi afslutter interviewet, og jeg er spændt på at forfølge dette nye spor. Det er dog en temmelig stor skuffelse, at jeg er nødt til at tage tilbage til Jylland.

Ved hjælp af det digitale søgeinstrument Bing, kommer jeg frem til at der godt nok lå en uddannelsesinstitution med det navn i Aalborg. Den havde tidligere heddet Danmarks Biblioteksskole, og været uafhængig; nu var den transformeret til et mindre studie på Københavns Universitet (i København). Var det virkelig bibliotekarerne, der stod bag Tegnedreng Records?

Umiddelbart lyder det helt skørt. Men da jeg tænker mere over det, kommer jeg i tanke om nogle små detaljer og henvisninger i gruppens udgivelser, der godt kunne hinte i den retning. Nogle lidt for intellektuelle ord, nogle lidt for universitetsagtige locations. Og i musikvideoen til sangen “Adelgade Klassisk” står de på et tidspunkt foran et bibliotek.

Still-billede fra musikvideoen til sangen “Adelgade Klassisk”.

Nu, hvor jeg nærstuderer billedet, konstaterer jeg at der på rapperen P Desmets t-shirt står ikke bare “Fuck KU” – som kunne henvise til Konservativ Ungdom – men også Københavns Universitet. Det er i mine øjne et stensikkert tegn, en smoking gun. Der er en forbindelse mellem Det Informationsvidenskabelige Akademis afdeling i Aalborg, som blev overtaget og senere lukket af Københavns Universitet, og den flygtige rap-gruppe.

Under min søgning på internettet, finder jeg en anden, mærkelig ting, der indikerer en forbindelse til universitetsmiljøet. Navnene på flere af medlemmerne, måske endda dem alle, dukker op når man søger på videnskabelig litteratur. Der er endda en videnskabelig artikel fra 1998 med titlen “Metahistoriography meets (linguistic) historiography”, skrevet af tre forskere med samme navne som kernegruppen P Swiggers, P Desmet og L Jooken.

Screenshot fra semanticscholar.org

Det lugter helt klart af, at det er nogle universitetsstuderende fra Aalborg, der står bag Tegnedreng Records. Men eftersom dette aldrig nævnes direkte i gruppens tekster, der ellers er meget detaljerede om deres personlige liv, må det betyde at den virkelighed, de præsenterer, er konstrueret og falsk. Hvor meget andet ved gruppen er i så fald falsk? Hvor meget af det er iscenesat og prætenderet, og hvor meget skete rent faktisk?

11. december. I Aalborg

For at blive mere sikker i min sag, kører jeg igen til det jyske. Min kæreste ryster på hovedet, da jeg tager afsted. Men jeg må se det med mine egne øjne. Efter mange timer i bilen, er jeg endelig i Aalborg Øst, hvor jeg giver mig til at udforske området omkring Aalborg Universitet. Det er her, Det Informationsvidenskabelige Akademi lå. Endelig finder jeg den nu forladte og halvt sammenstyrtede bygning, og jeg genkender den tydeligt fra baggrunden af gruppens musikvideoer og billeder. De var helt sikkert her. Mit hjerte hamrer hastigt.

Desværre er hele universitetet corona-nedlukket, og der er ingen mennesker i nærheden, jeg kan interviewe. Jeg går en tur i området, og finder flere steder, jeg kan genkende, og jeg bearbejder følelsen af at være på stedet, hvor det hele skete. Men der er ikke meget mere, jeg kan gøre her nu, og jeg vender snuden hjemad igen.

Så hvis Tegnedreng Records er udsprunget af det intellektuelle universitetsmiljø, må der have været en dybere mening med det hele. Der må være et budskab, som man bare skal finde frem til. Er det et kunstprojekt, måske et satirisk stykke performance-art? Er det en litterær parabel? Brugen af forskernavne kunne antyde at det hele er baseret på et teoretisk og metodisk framework. Og karakteren P Swiggers’ udforskning af livet som “seriøs” kunstner peger i retning af en (karikeret) udforskning af det højkulturelle miljø.

Men hvis det er en intellektuel kommentar, hvordan skal man så forholde sig til alle de problematiske aspekter i gruppens materiale? Deres tekster er propfulde af misogynistiske og kvindenedladende synspunkter, generelle voldelige tendenser, salg af stoffer og andre lovbrud – og det hele er gennemsyret af en aggressivt hedonistisk attitude af lev-for-i-dag og fuck-alle-andre. Hvad har man ønsket at sige med dét? Er det hele et vrangbillede, der har til formål at understrege rigtigheden af en ideologi – måske feminisme eller antikapitalistisk socialisme? Jeg bliver mere og mere overbevist om at der er en kode til det, der bare skal knækkes, så kommer man frem til en håndgribelig bagvedliggende mening med det hele.

HM Hoeningwald. Foto: Tegnedreng Records.

Jeg skriver en email til Morten Therkelsen, forskeren der gav mig hintet om Aalborg, og spørger om han kan huske mere. Desværre ikke, beklager han. Han plejede ikke så meget social omgang med de studerende. Men han har dog ét fascinerende guldkorn mere: “Jeg tror muligvis en af de involverede var en skuespiller,” skriver han. “P. Svigger? Kan det passe?”

Interessant, hvis projektet har været større end blot et uformelt fritidsprojekt fra nogle studerende, og har haft budget til at hyre en skuespiller. Men den store rejse, som karakteren P Swiggers kommer ud på – kunstnerisk vækkelse, opbrud med gruppen, kreative eksperimenter, genforening – kunne godt kræve en professionels greb. Jeg bruger de næste uger på at undersøge disse teorier, og måske lokalisere skuespilleren.

17. februar 2021

Så får jeg lige pludselig et gennembrud i min efterforskning, der får mig til at kaste alle mine højtravende teorier ud af vinduet. En af mine pålidelige informanter har fortalt mig om et gamer-forum på nettet, en Discord-kanal, hvor der efter sigende bliver delt Tegnedreng Records-memes. Det er det første sted, jeg har hørt om, hvor arven efter dette kulturelle fænomen lader til at leve videre. Jeg er nødt til at vide mere.

Jeg får hjælp af min nevø til at koble mig op på dette gamer-forum, og sætter mig så til at observere chatten. Efter nogle timer og flere kander kaffe, sker det endelig: en bruger, der kalder sig tamagotchi95 deler en GIF fra en af Tegnedreng Records’ musikvideoer.

GIF delt i forum. Fra Tegnedreng Records’ musikvideo til sangen “Gangster Shit”.

Denne person må vide noget, eller kende nogen fra gruppen. Jeg skriver en besked til ham, men for ikke at skræmme ham, nævner jeg til at starte med ikke at jeg er journalist. “Hey. Jeg så du delte en GIF med Tegnedreng Records. Hvad kender du til dem?”

“Hvem er du? Hvad vil du?” svarer personen. Okay, ikke den bedste begyndelse.

Jeg prøver igen. “Du ved godt, det er Tegnedreng Records, ikke? Jeg er bare interesseret i dem, og syntes det var sjovt at se nogen dele noget med dem”.

“Selvfølgelig fucking ved jeg hvem de er, jeg fucking legit okay. Jeg ved alt om dem.”

“Du kender dem måske endda personligt?” prøver jeg.

“Selvfølgelig gør jeg det. Bitch, jeg er fucking L Jooken.”

Bingo.

L Jooken. Foto: Tegnedreng Records.

19. februar 2021. Interview med L Jooken

L Jooken er et af de grundlæggende medlemmer af Tegnedreng Records, og et af de mere udefinerlige. Selvom han ofte var med i musikvideoer og Instagram-posts, gik han altid klædt i en elefanthue og har dermed aldrig vist sit ansigt. Men som rapper er han øjeblikkeligt genkendelig på sit lyse, krængende flow.

Nu har jeg arrangeret et interview over Zoom med en, der påstår at være L Jooken. Jeg er meget spændt.

Fjorten minutter efter det aftalte tidspunkt, kobler han sig op på Zoom-mødet. Han er gået med til at have kamera på, og det jeg ser, er en mand sidst i tyverne, en tjavset type. Da jeg hører ham tale, lyder han ganske normal, men L Jooken kan også sagtens have lavet sin stemme om når han rappede. Jeg er ikke overbevist om at det her er den ægte vare, men jeg kan heller ikke afvise det. Jeg gør ham opmærksom på, at jeg optager nu.

“Det er bare i orden, jeg er vant til mikrofoner, G.”

Kan du fortælle mig lidt om Tegnedreng Records?

“Fuck ja. Vi var de vildeste, de hårdeste, det største Hobro nogensinde har set. Vi var konger.”

Så det var… ægte? Det var ikke iscenesat, eller manipuleret med?

“Det var 100p ægte, totalt legit. Vi svømmede i fame og lette kællinger. Det var så fedt, vi kørte non-stop hver nat, party party party. Jeg forstår slet ikke hvorfor du kan tro at vi ikke bare var det mest real shit derude.”

Jeg har bare haft svært ved at finde nogen i Hobro, der har hørt om jer.

“Så har du fucking også bare spurgt de forkerte, ik’? Hvem har du spurgt, gamle damer på gågaden? Vi var fucking street, undergrund, ik’? Dem, der tæller i Hobro, de ved sgu godt hvem vi er, kan jeg hilse og sige.”

Okay. Men hvis det var så fedt, det hele, hvorfor stoppede I så?

Han tøver. “Prøv at hør, nogen gange sker ting bare, okay? Ting falder bare fra hinanden, selvom det er godt shit. Hvis en fucking nar går straight, og én sælger ud, så er der jo ikke meget, man kan gøre vel? Sådan er det. Men mange af os, vi er stadig herude, vi holder stadig vores game real.”

Vil det sige, du stadig er aktiv som rapper i Hobro?

“Næste spørgsmål.”

Jeg har hørt et rygte om at P Swiggers i virkeligheden var en skuespiller. Kan du be- eller afkræfte det?

Han tøver igen. “Næste spørgsmål. Bitch.”

Okay. Kan du sige noget om, hvem i gruppen, du synes solgte ud eller ændrede livsstil?

“Hør her, fam, dem der tæller, de er stadig herude, de holder flammen i live. Ægte gangstere ved godt hvem de er. No doubt. Vi holder stilen ren, for real, yo. Der sker ting og sager, du har ikke hørt det sidste til os.”

Vil det sige, at der er mere musik på vej fra Tegnedreng Records?

“Shit, vi arbejder på en reunion, man, men du ved hvor svært det lort er, ik’? Man er lidt forskellige steder, har gang i forskelligt shit, men vi stabler noget sammen, selvfølgelig gør vi det. Adelgade Banden kommer altid tilbage, no doubt, vi er de vildeste.”

Kan du eventuelt sætte mig i kontakt med nogle af de andre medlemmer, gerne også nogle af dem, du siger har solgt ud? Jeg kunne godt tænke mig nogle flere perspektiver på projektet.

“Det er ik’ et fucking projekt, det er en livsstil. Og du skriver en artikel om mig, G, ikke en taber, der går hen og bliver offentligt ansat. Okay, fuck det her shit, det var nice at snakke med dig, men jeg har en stream på Twitch nu, så bye bitch.”

Jeg prøver at protestere, men han er allerede nået at hoppe ud af mødet. Jeg sidder tilbage med flere spørgsmål, end før interviewet, og jeg kan stadig ikke sige med sikkerhed, om det rent faktisk var L Jooken.

Over de næste dage og uger prøver jeg på igen at få kontakt til manden, der påstår at være L Jooken. Han svarer ikke. Enten er han blevet træt af mig og mine spørgsmål, eller også prøver han at skjule noget. Jeg er betaget af ideen om, at en hård kerne af Tegnedreng Records stadig er i live derude, og pønser på et comeback. Men det er næsten for godt til at være sandt. Og hans svar var så generiske, at det i praksis er umuligt for mig at vurdere autenticiteten af noget af det.

Ideen om at P Swiggers i virkeligheden var en skuespiller gnaver stadig. Han virker ikke helt som en rigtig person, så det er næsten den mest logiske forklaring. Men hvorfor? Og hvem betalte for det?

Det afføder en ny tanke. Den såkaldte “L Jooken” virkede heller ikke helt rigtig. Og der er så mange små ting i Tegnedreng Records’ historik, der ikke stemmer sådan helt. Hvad nu, hvis L Jooken også var en skuespiller? — Eller de alle sammen var?

Nu kan jeg ikke slippe det igen. Det ville forklare de mange små inkonsekvente ting. Men hvis det ikke er fordi det er et kunstprojekt med ophav i universitetsmiljøet, hvad skulle formålet så være med det hele? Det er der, jeg sidder fast, igen.

P Desmet. Foto: Tegnedreng Records.

2. marts

Nu melder en forklaring sig. Jeg har gået og overvejet muligheden for at hele Tegnedreng Records var iscenesat, og alle medlemmerne skuespillere hyret til jobbet. Det er blevet til mange liter kaffe, mange søvnløse nætter, mange frugtesløse notater, og få håndgribelige svar. Jeg er for optaget af min efterforskning, for langt ude til at kunne slippe det nu. Min kæreste er bekymret for mig. Jeg lytter ikke.

Og omsider får jeg så en livlinje. Telefonen ringer sent en tirsdag aften. Det er en mand, der lader til at vide alt om min efterforskning og min mistanke om at det var skuespil alt sammen.

“Du har ret i det hele,” fortæller han mig. “Hvis du vil vide hvad der i virkeligheden foregik med Tegnedreng Records, skal jeg nok fortælle dig det. Men jeg advarer dig – det er ikke alle, der kan holde til at se virkelighedens blændende lys.”

Efter at have fået lov til at optage samtalen, beder jeg ham om at fortælle mig alt. Hvis der er noget, jeg for alvor savner lige nu, er det en forklaring.

“De var alle sammen skuespillere, hele bundtet,” begynder han. “Jeg har studeret omstændighederne omkring denne ‘Tegnedreng Records’-begivenhed indgående, og det er beskidt som bare pokker, det hele. Det hele var kunstigt, ikke engang produceret i Hobro noget af det. Faktisk kan vi ikke være helt sikre på, at Hobro overhovedet findes…”

Jeg skal til at afbryde ham og indvende, at jeg rent faktisk har været i Hobro, og byen godt nok lader til at findes. Men jeg er for interesseret i at høre, hvor han er på vej hen med det her. Han fortæller mig, at når det hele var så amatøragtigt, dumt og usammenhængende, var det helt med vilje, og at det var topprofessionelle, der stod bag. Med så sløsede produktionsværdier, kunne projektet få fodfæste hos sit publikum uden at tiltrække sig alt for megen opmærksomhed i den bredere offentlighed, og i stedet omhyggeligt målrette sig visse demografisk segmenter, der ville være totalt forsvarsløse. Ad den vej kunne der kommunikeres budskaber ufiltreret udenom alle de etablerede kanaler, lige ind i ungdommens hjerner. “En art kulturel krigsførelse,” konkluderer han.

Det lyder helt vildt, men også lidt spændende. Jeg er i hvert fald nødt til at høre mere. Over de næste uger taler jeg jævnligt i telefon med manden, der nægter at fortælle mig sit navn. Normalt undgår jeg principielt anonyme kilder, men jeg gør en undtagelse her.

Han beskriver projektet Tegnedreng Records som en slags False flag-operation. Det handlede slet ikke om nogle gakkede rappere i en provinsby – det var bare et tilpas plausibelt og let købeligt skalkeskjul for en mekanisme, der skulle kunne injicere nøje tilpassede budskaber ind i hovedet på dem, der kom i berøring med gruppen. En slags forgiftet lokkemad. Jeg bliver gradvist lukket dybere og dybere ind i hans teori, og det begynder at give mening for mig. Der er så meget i de ting, Tegnedreng Records har udgivet, der lader til at være gjort dumt og overfladisk med vilje, og der er så mange tilbagevendende, halvskjulte motiver, der synes at antyde en anden dagsorden end bare plat rap-musik.

B Lamiroy. Foto: Tegnedreng Records.

21. marts. Helt ude i skoven

Jeg ved næsten ikke hvordan det er gået til, men vi har aftalt at mødes, og jeg er kørt til Jylland, til Skive, hvorfra han har givet mig en rutevejledning til en rasteplads langs landevejen. Her venter jeg en times tid, før han dukker op til fods. Han er sidst i tyverne eller først i trediverne, briller, halvlangt hår og skæg.

“Leif?” spørger han. Jeg nikker. “Følg mig.”

Vi går i stilhed, ned ad en grusvej, der fører ind i skoven. Jeg prøver at starte en samtale, men han tysser på mig. “Ikke herude. Ikke ude i det åbne.” Jeg ser på min mobil, og konstaterer at den ikke har dækning i dette område.

Endelig når vi vores destination. Han fører mig ind i en selvbygget bunker, og jeg må bukke hovedet i den lave indgang. Det er nu, jeg for alvor begynder at stille spørgsmål til hvad det er, jeg har gang i. En forklaring på Tegnedreng Records? Hvorfor er det så vigtigt for mig? Er det måske noget dybere, jeg søger svaret på, noget som denne tåbelige rap-gruppe er blevet en synekdoke, et symbol på? Mens jeg sætter mig til rette i en gammel havestol i en dårligt oplyst bunker, slår det mig hvor surrealistisk og uvirkeligt, det hele er. Og er netop dét ikke hele tilværelsen? Er det ikke alt sammen en gakket, usammenhængende facade, der tonser afsted – og så lige pludselig er væk?

Manden rækker mig en klar drink, som jeg ikke har tænkt mig at smage. “Nu skal du få forklaringen på det hele, så langt som jeg kender den. ”

Tegnedreng Records, fortæller han mig, var ét stort informationskrigsprojekt. Det var et forsøg på at sprede disinformation og konspirationsteorier blandt påvirkelige unge mennesker gennem de sociale medier. Målet var at skabe splid, usikkerhed om virkeligheden, og at underminere den vestlige kultursfæres dominans. Og det lykkedes: beviset er Donald Trumps tid i Det Hvide Hus, og folks tro på at corona-virussen findes…

Jeg føler en tiltagende hovedpine og svimmelhed. Luften er fugtig og omklamrende. Han ved endnu ikke præcist hvem der stod bag hele den kedelige affære med rap-gruppen, men det var enten russerne, nordkoreanerne, den kinesiske virksomhed Tencent, FBI, Mossad, Frimurerne, eller rigmænd fra Luxembourg. Sandsynligvis et samarbejde mellem flere af aktørerne. Og det var meget muligt et forspil, en prøveballon, til QAnon-bevægelsen, der lige nu hærger USA…

Han begynder at slikke på nogle frøer, hvilket han påstår skulle have en berusende virkning. Jeg takker nej til at prøve. Da han begynder at snakke om 5G og chemtrails, kan jeg ikke holde til mere. Jeg tager høfligt min afsked og begiver mig til fods tilbage mod min bil, gennem de store skove nord for Skive. Der er stadig ingen internetsignal på min mobil, og jeg føler mig mutters alene i det tiltagende tusmørke.

I mine tanker gennemgår jeg den lange rejse, jeg har været på i min jagt efter sandheden om Tegnedreng Records, og de mange omveje og blindgyder, jeg har fundet mig i. Her, ved hvad der lader til at være enden af min færd, må jeg erkende at jeg ikke ved hvad jeg skal tro. I alle forklaringerne har jeg fundet noget, der virker uomtvisteligt sandt, men også ting, der bare ikke stemmer.

Den smalle grusvej fører mig omsider tilbage til min bil. Jeg får internet igen, da jeg kaster mig udmattet i førersædet, og jeg beder Apple Maps om at lede mig hjem. Tilbage til civilisationen. I samme øjeblik som min livslinje til den store verden genetableres, plinger min Twitter-app. Det er en besked fra @tegnedreng, Tegnedreng Records’ profil.

Med rystende hånd og holdt vejr åbner jeg beskeden. Den er kortfattet og går lige til pointen:

“Vi ved at du undersøger Tegnedreng Records. Vi vil gerne undgå at du spreder vildledende påstande, og vil gerne komme det i forkøbet. Du vil blive hentet på din privatadresse i morgen kl. 9 og få en fuld forklaring. Så håber vi, at du vil lade emnet ligge.”

Hvad skal man sige til dét? Jeg kører til mit hjemlige Amager, og venter en lang, urolig nat i utryg spænding. Jeg venter på sandheden.

22. marts. Sandheden?

Præcis klokken 9 kommer som lovet en sort Audi for at hente mig. Da chaufføren ringer på min hoveddør, klædt i sort jakkesæt og blanke solbriller, skyder min kæreste mig et bekymret blik: hvilken slags typer, har jeg dog involveret mig med? Jeg tænker det samme, da jeg følger manden ned ad trappen. Det eneste han siger, før vi kører, er “Sluk din mobil”. Jeg adlyder.

Efter at have kørt en lille halv time i stilhed, drejer han af i Glostrup og standser han foran en stor bygning med en funklende glasfacade. Det her er mit stop, fornemmer jeg tydeligt, og stiger ud. Det er ikke umiddelbart til at se, hvem bygningen tilhører, men det lader til at være nogen med midler og indflydelse, der helst flyver under radaren.

Jeg går indenfor og siger mit navn til receptionisten. Hun beder mig om at følge hende. Herinde ser jeg endelig navnet på den virksomhed, der holder til her. I forhallen står der med store, rundede bogstaver Månegal Media.

Det lyder ikke bekendt. Jeg følger receptionisten til elevatoren, som fører os til øverste etage. Her går vi ad en lang gang, med lukkede kontordøre og generiske abstrakte malerier på væggene, til den store dør for enden. Hun banker blidt, og stikker hovedet ind for at melde at “journalisten er her”. Med en blid gestus indikerer hun, at jeg kan træde ind.

Det gør jeg, ganske forsigtigt. I det store, lyse og luftige kontor træder en mand frem og giver mig hånden; der er tydeligvis ikke noget, der hedder corona i disse luftlag. Han fortæller mig ikke sit navn, men oplyser blot at han er “Direktøren for det hele”. Jeg er overbevist om at han ligner HM Hoeningwald fra Tegnedreng Records til forveksling, bortset fra at han er klædt i et ulasteligt business-blåt jakkesæt, er glatbarberet og med håret i perfekt coiffure. Jeg ryster sammenligningen af mig – jeg må se syner efter at have begravet mig så dybt i min efterforskning.

“Vi har ikke kunnet undgå at bemærke, at du i længere tid har gravet rundt i nogle sager, der faktisk slet ikke vedkommer dig,” siger han gemytligt. “Vi har overvejet diverse juridiske værktøjer til at opmuntre dig til at finde noget andet at bruge din tid på, men er i sidste ende kommet frem til at det er bedst at lægge sandheden frem på bordet, før nogle mystiske teorier begynder at spredes offentligt.”

Direktøren fortæller mig at det er dette Månegal Media, der står bag Tegnedreng Records. Projektet blev udviklet og gennemført på vegne af musikindustrien, som et forsøg på at konstruere et græsrodsfænomen, der ville virke som et var genuin undergrund. Planen var, at Tegnedreng Records skulle gå viralt og få et kæmpehit “ud af det blå”, og at de skulle definere en ny stil i dansk hip-hop – og samtidig være under den etablerede industris totale kontrol. Hvis det blev en succes, var der snak om at eksportere formatet til USA og Kina.

Desværre bed det sig aldrig helt fast, og vandt ikke et publikum af en meningsfuld størrelse. De manipulerede endda DRs “Karrierekanonen” til at få et nummer taget med, men det kom ikke ret langt. Hele projektet blev derfor lukket ned igen, før det blev alt for dyrt i drift. “Set i bakspejlet, skulle det nok have været bedre gennemtænkt og planlagt. Projekt-manageren var ikke helt agil nok, og visse eksterne konsulenter havde ikke de lovede kvalifikationer. Dem arbejder vi ikke længere sammen med,” forsikrer han mig. “Med bedre målretning, tror jeg faktisk godt, det kunne være lykkedes. Der var et par okay sange iblandt. Det var bare et spørgsmål om ramme ungdommen, der hvor de er mest sårbare, og der var vi bare ikke skarpe nok.”

På den ene side kommer alt dette som et chok for mig, og på den anden giver det perfekt mening. Tegnedreng Records lugtede altid lidt af nogen, der prøvede for hårdt. Men hvem er disse “Månegal Media” så, siden de har så meget magt, men jeg aldrig har hørt om dem før?

Det er et medieselskab, forklarer Direktøren, der helst holder en lav profil om sig selv, men specialiserer sig i at designe kulturelle fænomener og lave retningsbestemt påvirkning af den danske medievirkelighed. Deres tidligere projekter inkluderer Kidd, Odense Assholes, Nikoline, Kristian von Hornsleth, og mange flere. De stod også bag brandingen af partiet Alternativet, da det launchede, og har været konsulenter for alle, der har haft gennemslagskraft i de danske medier i de seneste mange år.

“Hvad med… Rasmus?” spørger jeg prøvende.

Direktøren tøver. “Klump?”

“Paludan.”

Her er det som om stemningen bliver lidt mere trykket. Han benægter at have haft noget at gøre med YouTube-stjernen og Stram Kurs-lederen, men får samtidig bemærket at ikke alle deres projekter falder lige heldigt ud. Jeg er i sidste ende ikke overbevist om hvorvidt den højreekstremistiske figur blev skabt af Månegal Media.

Direktøren ønsker mig held og lykke med min artikel, og jeg fornemmer at min audiens er ovre. Før jeg går derfra, indvilger han i at fortælle mig hvad den næste store satsning fra Månegal Media er, mod at jeg holder det off the record. Jeg så deres sikkerhedsfolk, da jeg ankom, og blikket i deres øjne. Jeg tør ikke afsløre noget her. Men vid blot at det er stort, og kommer til at ryste det danske kulturliv i sin grundvold.

Foto: Tegnedreng Records.

26. marts

Jeg er i gang med at skrive min artikel om Tegnedreng Records, og jeg prøver at samle alle trådene. Det er ikke let. Da jeg forlod Månegal Medias kontorbygning og blev kørt hjem, følte jeg en omsvøbende følelse af afklaring og forståelse. Hele sagen med denne mystiske rap-gruppe, der levede så stærkt og døde så ung, gav pludselig mening. Jeg kom hjem, kyssede min kæreste, og følte mig hel igen.

Men i takt med at jeg begyndte at nedfælde fortællingen om min rejse frem til sandheden, begyndte spørgsmålene igen at pible frem. Der opstod revner og sprækker i forklaringen.

Hvis det hele var produceret af den professionelle musikindustri, hvorfor var kvaliteten af musikken og rappen så svingende og usammenhængende? Og hvis det hele skulle forestille at være en ægte gruppe fra Hobro, hvorfor lavede de så så meget af det på den gamle biblioteksskole, og hvorfor gav de rapperne forskeres navne? Der er også noget unaturligt og krampagtigt over gruppens brug af sociale medier, som om det hele var styret af én person, der ikke var vant til at bruge disse medier. Hvis industrien stod bag, hvorfor så ikke kaste et hold af drevne SoMe-guruer efter skidtet?

Men der er også nogle gange i Tegnedreng Records sange, billeder og videoer, at det hele føles så naturligt og oprigtigt – som om det bare er nogle gutter, der har det sjovt med at lege rappere. Som om de bare hygger sig i deres fritid. Hvis det var professionelle skuespillere, skulle man ikke tro, at dét ville ske.

Det er derfor svært for mig helt at tro på Direktørens forklaring, og mine andre spor i efterforskningen hænger stadig ved. Jeg vil vælge at forkaste teorien om at det var et internationalt stykke disinformation. Men der er for meget over forbindelsen til universitetsmiljøet til at jeg helt kan ignorere det. Og det, som “L Jooken” sagde om at nogle af dem stadig holder fast og forsøger at lave en reunion, føltes ægte.

I sidste ende ved jeg ikke hvad jeg skal tro. Jeg tænker tilbage til det, min kæreste sagde til mig, da jeg startede hele efterforskningen: “Mon ikke det bare var en flok gutter, der hang ud, havde det sjovt, og lavede noget middelmådig musik, og så bare stoppede igen?”

Mens jeg sidder her og famler efter en konklusion, virker denne som den bedste. Som den simpleste forklaring så ofte er. Jeg vælger at anse Tegnedreng Records for et sjovt stykke tidsfordriv for en flok unge mennesker, der nok hver især er et helt andet sted i deres liv her fem år senere. Men vi har stadig musikken – de “lækre beats og smadrede rim”, som de selv et sted beskriver det.

Før jeg indsender min artikel og vender tilbage til min tjans med at skrive om klassisk musik, fyrer jeg en sidste gang op for sangen “Adelgade Klassisk” for med manér at tage min afsked med Tegnedreng Records.

Bestil

Redaktionen — Tue, 30 Mar 2021 16:59:23 +0200

Anmeldelser

Redaktionen — Sat, 27 Mar 2021 09:36:18 +0100

Glemt Password

Redaktionen — Mon, 22 Mar 2021 16:33:31 +0100

Log ind

Redaktionen — Mon, 22 Mar 2021 16:26:12 +0100

Alle medlemmer af The Beatles

Redaktionen — Sat, 20 Mar 2021 18:07:52 +0100

Du kender John, Paul, George, Yoko, og Ringo. Du kender måske endda Pete Best. Men der er så mange spændende, oversete medlemmer af The Beatles. I denne artikel får du den definitive, komplette list over dem allesammen.

For at starte fra en ende af…

Ungdommen afviser vinylplader

Karsten Agger Jakobsen — Wed, 17 Mar 2021 19:25:06 +0100

Mange af os her på KUNSTNERISKs redaktion kan godt lide at finde en vinylplade frem, når vi rigtig skal høre musik. Men vi må nok også indse, at vi er nogle gamle nisser, og tiden bare er løbet fra os. Blandt Generation Z, dem der er unge i dag, er mediet ikke længere populært. De synes, det er gammeldags og kikset.

“Det er sådan noget, der var cool i gamle dage – 2009 og sådan,” fortæller den 17-årige tastemaker og influencer Oliver Duus. Den tid, hvor de hippe og moderne unge mennesker flokkedes i pladebutikkerne, er altså ovre.

Hvis han skal pege på et retromedie, der vil tage den nye generation med storm, er det MP3-filen. “Der er bare noget taktilt og autentisk over at have en rigtig fil,” siger han. “Der er gået noget kvalitativt og uhåndgribeligt tabt ved streaming. MP3 føles som om det er tættere på kunstnerens oprindelige intention. Det lyder bare bedre. Jeg kan ikke helt forklare det – men jeg kan mærke det!”

Originale iPods med roterende harddisk er blevet in blandt de hippeste, der har plyndret deres forældres pulterkamre. De fremhæver især den diskrete vibration fra disken som en del af helhedsoplevelsen…

Abonnement

Redaktionen — Wed, 17 Mar 2021 18:55:22 +0100

Abonnér på magasinet Kunstnerisk og få adgang til alle artiklerne.

Speciel medlemsgave: Få en præmium hvid t-shirt uden tryk (værdi 799 kr.). Fås kun i størrelse XL.

Jordan Peterson er Gwyneth Paltrow i drag

Erika Meyer — Wed, 17 Mar 2021 10:45:16 +0100

Det har længe været en slags offentlig hemmelighed, noget alle vidste og hviskede om, men ingen rent faktisk kunne bevise. Men magasinet KUNSTNERISK kan nu endelig forelægge beviser for det, vi alle inderst inde godt vidste. Goop-forperson, entrepenør og aspirerende skuespillerinde Gwyneth Paltrow har i årevis spillet rollen som canadisk professor og feministisk ikon, Jordan “B” Peterson. Paltrow, der nu officielt kan tilføje “drag king” til sit allerede imponerende CV, må siges at…

De bedste steder at tage en lur!

Redaktionen — Fri, 12 Mar 2021 17:18:43 +0200

Mia Maja Karup viser vej til den lækre livsstil og de vildeste måder at afstresse

Drake er min halvbror

Maria Norby Gørring — Thu, 11 Mar 2021 19:20:30 +0100

Det er sidst i januar, da jeg sætter Claude Sørensen stævne i hans rummelige villa i Køge. Mundbindet er på, mikrofonen er tændt og sandhederne er klar til at komme på bordet. Solen står ind ad vinduet, og oplyser den stilfulde stue i et overjordisk skær. Claude Sørensen er uantasteligt stilfuldt påklædt, og serverer friskbrygget espresso med en øvet hånd.

Før vi dykker ned i spørgsmålene om hans karriere som balletdanser, og siden instruktør, i London, Paris og Holstebro, er jeg nødt til at spørge til det. Det, som alle der har hørt rygterne, har lyst til at spørge ham om. “Så, dig og Drake,” prøver jeg. “Er der noget om snakken. Halvbrødre…?”

Han ler stille, nikker, smiler. Han har hørt det før. Han siger ikke nej…

Redaktion

Redaktionen — Sat, 06 Mar 2021 09:12:04 +0100

Vores artikler skrives af vores fastansatte journalister og dygtige freelancere. Desuden bringer vi artikler fra gæsteskribenter, og kommentarer fra meningsdannere.

Ansvarshavende redaktør

Robin F. Lopmann

Journalistisk chef

Berta Wulff

Adm. direktør

Abraham Svenningsen

Musikredaktør

Paw Geksen

Filmredaktør

Malene Elmand

Ville du låne denne mand en tyver?

Redaktionen — Fri, 05 Mar 2021 17:57:51 +0200

Han vil gerne dele en is med din søster!

Bogen er et dødt medie

Sarah Bønding Hoffman — Fri, 05 Mar 2021 16:18:33 +0100

Har vi stadig noget at bruge bøger til, når Instagram så mesterligt fortæller historier? I århundreder har bogen været et bærende værktøj i menneskets arsenal til formidling og bevaring af fortællinger og delte oplevelser. Det var et ægteskab af nødvendighed snarere end affektion, og bogen var altid mere tolereret end elsket. Den var et objekt, der fyldte en rolle, fordi der var så få alternativer til rådighed.

Men siden bogens opfindelse, og effektivisering ved Guthenbergs mekanisme djævel, er der sket en decideret revolution i måden, hvorpå ideer kan spredes. Denne revolution nået sit apex og zenith da mediet Instagram – allerede en voldsom gentænkning af dét, at være mennesker og visuelle væsener i et samfund sammen – introducerede Stories. Ikke siden de gamle grækere har historien, fortællingen, værest så nærværende og essentiel…

En ganske usædvanlig iværksætter

Jenny Wang — Thu, 04 Mar 2021 09:38:56 +0200

Du tror, du har prøvet alle slags sprut. Tro om igen. Det her er ikke Fernet Branca, Grand Marnier, Absinth eller Sake. Brynhilde Egelund fra Brønderslev har startet et distilleri, hvor ingredienser helt udenfor de vanlige tages i brug.

Du vil aldrig gætte hvilken væske, hun har taget i brug for at peppe hendes spin på den klassiske vodka op, og gøre den ekstra våd…

Mozart: Sin tids Selena Gomez

Karsten Agger Jakobsen — Tue, 02 Mar 2021 18:56:29 +0100

Med jævne mellemrum må historien og kulturarven tages op til genovervejelse. Normer nedbrydes, fordomme og forventninger forandres, og den kulturelle kontekst kompliceres. Ens perspektiv er relativt til ens samtid, og ældre fortolkninger kan hurtigt ryge ud af dato. Det er på tide, at vi tager Wolfgang “Amadeus” Mozart op til en sådan genfortolkning. Kunstneren og kunsten må ses i nutidens lys, for at vi kan bearbejde og bruge den.

I årtier har vi anset Mozarts musik for flygtig, uvedkommende, ligegyldig, ephemeral – som et produkt for brug-og-smid-væk-kulturen. Men ser man manden med sin egen samtids briller, tegner sig et andet billede. Dengang var hans musik væsentligt, vigtig, vibrant og vanskelig – akkurat som vi i dag ser på den musik, som Selena Gomez skaber. Transgressiv, tranceinducerende, tankevækkede, på alle måder besnærende i sin kompleksitet…

“Karen Blixen var i virkeligheden en mand ved navn Isak Dinesen”

Jenny Wang — Tue, 02 Mar 2021 16:42:06 +0100

Vi har alle prætenderet at have læst Den afrikanske farm af Baronesse Karen von Blixen-Finecke (også kendt som Karen Blixen). Den er ofte blevet fremstillet som værende skrevet af Blixen under pseudonymet “Isak Dinesen”. Men i det litteraturhistoriske forskningsmiljø er en ny opfattelse begyndt at vinde indpas: nemlig at det slet ikke var Isak Dinesen, der var det opdigtede dæknavn, men “Karen Blixen”.

“Bogen er skrevet på et tidspunkt, hvor der var meget få kvindelige forfattere,” udtaler Wilhelm Lüringen fra Københavns Universitet. “Det er derfor simpelthen statistisk usandsynligt at et værk af så usædvanligt høj kvalitet skulle være skrevet af netop en af de få kvinder i branchen. Den logiske konklusion må være at forfatteren Isak Dinesen har påtaget sig dette kvindelige pseudonym, måske for at rykke ved de herskende kønsnormer, måske for at udforske visse private…

Der er penge i skidtet

Sarah Bønding Hoffman — Mon, 01 Mar 2021 09:11:38 +0100

Alle har brug for en side-hustle, en måde at tjene et par lette klejner ved siden af. Har du overvejet at blive abstrakt ekspressionistisk maler? Det er lettere end du tror!

Det handler frem for alt om selvtillid og swagger…

Her er de danske rappere, der kommer til at dominere 2024

Redaktionen — Mon, 22 Feb 2021 16:31:28 +0100

2024 bliver, som vi alle ved, et godt år for dansk musik, og dansk hip-hop især. Men ud af de mange spændende rappere fra “den nye skole”, hvem er så de bedste?

Vi har samlet over de nye stemmer på den danske rap-scene, der kommer til at dominere med deres friske stil, sprøde rim og vilde attitude.

#10 DJ Skedesvamp og Lil Aaaarrrghhh!!!!

Den dynamiske duo! Kend dem, elsk dem, du kan ikke andet…

Kan man få for meget kaffe?

Redaktionen — Mon, 22 Feb 2021 17:14:38 +0200

Mia Maja Karup viser vej til den lækre livsstil og de vildeste måder at afstresse

“Min stemme bliver ikke hørt”

Dennis Bramsen — Fri, 19 Feb 2021 18:48:22 +0100

Indlæg af Dennis Bramsen, manuskriptforfatter og blogger.

Filmbranchen kan være et koldt og hårdt sted. Det kan hele den kreative branche. Man blotlægger sin sjæl og står nøgen hen, mens man underkastes afvisning, ydmygelse og løfter, der aldrig bliver opfyldt. Men jeg har ret til mine følelser, og til mine ideer og visioner, og jeg er villig til at tage kampen op.

Jeg føler, at jeg bliver undertrykt. Så er det sagt. Jeg føler mig frosset ude af industrien. Jeg har så mange historier at fortælle, men ingen vil lade mig komme til orde. Ingen vil producere mine manuskripter. Jeg har solgt mange af dem (for ganske pæne beløber, hvis jeg selv skal sige det), men de kommer aldrig frem til lærredet. Jeg har skrevet en rørende og inderlig historie om hvordan det er at være sort, slave og lesbisk i 1800-tallets USA, men ingen vil give mig platformen til at lade dette vigtige perspektiv blive hørt. Det synes jeg er ret problematisk.

Derfor tager jeg til orde nu. Jeg står frem og lægger mine kort på bordet…

Picasso vs TikTok

Sarah Bønding Hoffman — Tue, 16 Feb 2021 16:19:20 +0100

Beskuet gennem TikTok’s transformative linse, bliver alt abstrakt, forherliget, forvredet. En vis postmoderne utopi præsenteres gennem den filtrerede uvirkelige virkelighed, hvor alle er pænere end de er, alle danser bedre end sig selv og verdens ur tikker efter en hypnotisk båndsløjfe af en tynd lydskive, gjort i tidens tonefald. Tilbage står vi med en art socialt distribueret surrealisme, hvor udtrykkene udviskes og ikonificeres til former, farver, bevægelser, strømninger. Man tænker derfor på ingen andre end Pablo Picasso, manden der fulgte et kunstnerisk kompas af kubisme og dekonstruerede…

Alle Bachs kompositioner

Redaktionen — Thu, 11 Feb 2021 16:36:32 +0100

Vi har rangeret alle de kompositioner, Johann Sebastian Bach har skrevet, fra dårligst til bedst. Her er den definitive liste.

#1128 Sonate for gambe og cembalo nr. 2 (G-dur)

Uden tvivl det værste skrammel, som gamle Johann har skriblet sit ellers så hæderkronede navn på. Lige fra takt 1…

Den apolitiske kandestøber

Jenny Wang — Mon, 08 Feb 2021 16:36:03 +0100

“Jeg mener sådan ikke så meget om det meste,” fortæller Aske Brandt, mens han tilværker en kande i sit værksted nær Roskilde havn. Jeg har sat den 63-årige entrepenør stævne for at høre om hans totale mangel på meninger, og for at undersøge hvordan holdningsløshed kan blive så kontroversielt et standpunkt i det debatdominerede Danmark.

Han vil hellere snakke om kander. “Jeg synes bare, der er noget dybt erotisk over formen, og dens funktion som en beholder, der villigt lader sig udtømme…

Dominantparallellen i Schuberts sonatesatsform

Leif Segerstam — Thu, 04 Feb 2021 09:16:11 +0100

Elefanten i rummet, kunne man fristes til at sige.

Franz Schuberts totalt skødesløse og uansvarlige brug af den dominantparallelle funktion i sonatesatsen af sine orkesterværker har længe været en skamplet på det klassiske musikmiljø, og en af de primære grunde til at den bredere befolkning har vendt genren ryggen.

Frem for alt må påtales den idiotiske moduleringen i…

Alle Bob Dylans sange

Redaktionen — Tue, 02 Feb 2021 17:07:47 +0100

Vi har rangeret alle de sange, Bob Dylan har skrevet, fra dårligst til bedst. Her er den definitive liste.

#741 Can You Please Crawl Out Your Window (Single, 1965)

Selv når det er virkelig skidt, er det helt igennem ubegribeligt genialt alt hvad manden rører ved. Sikken ynde! Sikken intonering!

Der skal ryddes ud i kunstnermiljøet

Redaktionen — Sun, 31 Jan 2021 10:58:32 +0100

Det er på høje tide. Vi kan ikke længere lade som om, vi ikke ser jer…

Hvem bliver den nye Oehlenschläger?

Inge Fæhr — Thu, 28 Jan 2021 14:00:47 +0200

Vi står overfor en opblomstring den dansk kultur, økonomi – ja, hele samfundet faktisk. Men ikke alle kan indtage en dominerende position i kulturlivet og blive Danmarks traditioners stemme. I denne artikel går vi i dybden med hvem der kommer til at føre ordet, skrive den nye nationalsang, og tage kronen som den næste Adam Oehlenschläger.

Vi starter med et lidt anderledes bud, fra hip-hoppens verden…

Alle definitioner på kunst

Redaktionen — Sun, 24 Jan 2021 18:10:07 +0100

Vi har rangeret samtlige definitioner på kunst, fra mindst til mest korrekt. Her er den definitive liste.

Siden mennesket begyndte at male på klippevægge, har spørgsmålet om hvad præcist kunst er været et heftigt debateret emne. Utallige definitioner er blevet fremført. Men i virkeligheden er der intet mystisk, relativt eller personligt ved kunst. Vi har samlet de objektive og uomtvisteligt korrekte teorier, og de…

Hvad taber vi i kunsten, når cigaretten går op i røg?

Asger Kuhlau-Barron — Sat, 23 Jan 2021 14:06:49 +0200

Indlæg af Asger Kuhlau-Barron, erhvervsmand, debattør og akvarelmaler.

Den ensomme cowboy med en cigaret dinglende fra mundvigen.

Den rige bankdirektør med den overdådige cigar.

Den hærdede søulk, der peger med sin pibe.

Er vi klar til at udviske denne ikonografi, strangulere disse arketyper, og gøre betydningen umulig at tyde for de kommende generationer? Vi risikerer at forulempe utallige kunstneres visioner og hårde arbejde, hvis vi undertrykker tobakkens symbolske betydning og narrative funktion. Utallige film, bøger, malerier, fotografier, tegneserier, dækservietter – alle vil miste en nøglekomponent, der var med til at gøre dem til en ophøjet del af vores kultur, og noget der rører os dybt hver især.

Der er i disse dage megen snak om at forbyde tobaksalg, og det er som om at for hver dag, der går, underlægges denne stolte branche nye drakoniske restriktioner og gebyrer, der primært har til formål at kvæle det frie marked og straffe dem, der er succesfulde. I denne hetz og heksejagt, er det dog ikke kun de dygtige og handlekraftige forretningsmænd, der lider grusomt. Det er også hele kunst- og kulturmiljøet, og i forlængelse – alle, der forbruger og nyder dets frugter. Vi skærer med andre ord vores kulturarvs strube over, hvis vi pålægger den ædle tobaksindustri nogen som helst begrænsninger i dens virke…

Nogle kvinder kan lide øl

Redaktionen — Tue, 19 Jan 2021 17:21:46 +0200

Vi har fundet en gruppe af fire kvinder, der godt kan lide øl. Går Somersby snart konkurs?

Lån YouTube med hjem

Karla Friis-Nord — Tue, 19 Jan 2021 16:21:43 +0100

I et baglokale på Varde Bibliotek står en computer med Windows XP og brænder DVD’er på livet løs.

Folkebibliotekar Else Støvring smiler stolt, mens hun fortæller om sit arbejde med at gøre online medieindhold tilgængeligt for et bredere publikum.

“Så meget af den nyere kulturarv, især de unges, udkommer kun digitalt på medier som Youtube og Twitch,” fortæller hun. “Der ligger en udfordring i at formidle materialerne og gøre dem tilgængelige, også for dem der ikke nødvendigvis har en computer i hjemmet. Vi er derfor løbende ved at brænde dem på DVD-skiver og inkludere dem i vores katalog, så alle borgere kan få glæde og gavn af dem.”

Else Støvring håber at kunne stille Fie Laursens og PewDiePies samlede værker til rådighed til hjemlån til næste år. “Det er en spændende tid,” udtaler hun. “Vores dygtige praktikant har også fortalt mig om Clubhouse, og det håber vi jo snart at kunne begynde at arkivere på kassettebånd.”

Og planerne stopper ikke dér for…

Duponts guide til at holde en befolkning undertrykt i det 21. århundrede

“Dupont” — Fri, 15 Jan 2021 17:04:09 +0100

Uddrag af bogen “Den Lilla Lilla” (Forlaget Månegal), en antologi af politiske essays.

Public service meddelse: Har du husket at tage din opium i dag?

Public service meddelse: Har du husket at spille Candy Crush i dag?

Public service meddelse: Har du husket at binge-watch’e Netflix i dag?

Her er et sjovt lille eksperiment. Forestil dig lige et øjeblik at du er en del af den herskende klasse, okay? Prøv engang. Det er dejligt, ikke? Og når først du nu er dér, så vil du jo også gerne blive der, ikke? Det er den rigtige udfordring — det er én ting at nå toppen, noget helt andet at blive deroppe. Så hvordan gør man det?

Det handler frem for alt om kontrol. Det er sguda lidt mindre fedt at være konge, når først den undertrykte underklasse står uden for din soveværelsesdør med høtyve og fakler, og nogen er i gang med at skrue en guillotine sammen et sted omme bag ved. Man er nødt til at kontrollere dem, så man undgår den slags forstyrrelser. I et godt gammeldags feudalistisk samfund var man jo som adelig afhængig af at de her folk og fæ gjorde alt det hårde og trælse arbejde — så den bedste måde at styre dem på var med vold, trusler og udsultning, hvis de ikke makkede ret. Der var så lidt af alting dengang, at hvisdu skulle have de 50 gange mere end du nogensinde ville kunne bruge, som du jo føler du har ret til, så var der jo intet som helst tilbage til dem. Så sådan måtte det jo være.

Men nu, i den fagre nye post-industrielle verden, så er der jo sådan set masser af alting. Man skal jo nærmest virkelig ville det for at gå sulten i seng her i vesten (såfremt man altså har en seng, jo). Hvad skal man så bruge underklassen til? Tja, der er da jo stadig nogle ting der skal gøres, som man som moderne adelig for enhver pris ikke har lyst til at gøre selv — så der er da stadig brug for resten af samfundet, indtil robotterne bliver gode nok i hvert fald. Så hvordan skal man kontrollere dem nu til dags, hvor der er så meget af alting? Nemt — giv dem lige så meget at de slet ikke gider at begå oprør og revolution! Distrahér dem med så meget bullshit og nonsens at de slet ikke opdager hvor groft du udnytter dem! De romerske kejsere vidste hvad der fungerede — brød og cirkus — hold underklassen mætte og underholdte, så laver de sgu ikke nogle problemer.

Så til alle jer plutokrat-spirrer derude, alle jer med en lille adelig i maven, kommer der her en hurtig guide til hvordan man holder sine undersåtter undertrykte — sin pøbel på plads på deres små hylder — sin kanonføde dvask og distraheret, så du slipper for at der dukker nogen ubelejlige revolutioner eller selvstændige tanker op derude, der truer din magelighed.

Nøgleordet er afhængighed. Intet kan hurtigere reducere et menneske til en ubevidst og passiviseret slave end en frisk gang afhængighed. Men hvad skal vi så gøre dem afhængige af, spørger du savlende og pruttende mens du skovler kaviar i retning af dit blævrende ansigt.

Tja — som Karl Marx jo så berømt sagde, så er religion opium for folket [1]. Men her i Danmark er det lidt som om det dér med en kontrollerende religion ikke lige helt fungerer. Og det er også så gammeldags, det der med Gud og sådan. Men det er okay. For kan I gætte hvad der også er opium for folket? Fucking opium!

Nu kan det godt være at opium, det lyder som noget fra gamle dage eller fjerne lande, og ikke noget vi behøver tænke på i dag. Du er trods alt hverken Sherlock Holmes, eller en kineser under det britiske imperium. Men opium spiller stadig en stor rolle.

Det fås i form af morfin og en masse andre stoffer, som man samlet kalder for opioider [2]. Lægerne udskriver recept på dem efter operationer eller i forbindelse med kroniske smerter. De er vanedannende, man får trang til at bruge mere og mere, og man får stygge abstinenser når man prøver at stoppe med at tage dem [3]. Hvis det lyder lidt som heroin, så er det fordi det basalt set er det, bortset fra at det her er lovligt, og din læge fortæller dig at du skal tage skidtet. Og hvis du tænker “men den slags er vel noget der sker i andre lande”, så tænk om igen — Danmark har ikke alene et større forbrug af opioider end de andre nordiske lande — vi har verdens fjerdestørste forbrug! [2]

Hvis vi vil se et eksempel på hvor galt det kan gå, kan vi kigge over andedammen til USA, der endelig har fundet et punkt hvor de kan være number one in the motherfucking world — afhængighed af lægeordineret bedøvelse. Når det griber om sig dér, er det især fordi deres læger er ejet af en industri, hvis eksistensgrundlag er at sælge disse opioider — og så er det jo klart at de gør deres bedste for at stoppe skidtet ned i hovedet på de stakkels sagesløse amerikanske fjolser, der jo er for hyggefede til at kunne løbe væk fra den store stygge læge og hans receptblok — det er svært at holden lægen fra døren når det eneste æble i nærheden er det på din computer [4]. Og så når først man er blevet spist af med en afhængighed af bedøvelsesstoffer, så kommer der hurtigt et tidspunkt hvor de enten bliver for dyre, for svage eller du bliver cuttet af af din pusher, øh, jeg mener læge. Men så er der altid din gode gamle ven, heroin — og hans syntetiske og meget stærkere fætre som fx fentanyl. Det er rimelig farligt: i USA døde der i 2016 64.000 mennesker af overdoser, hvoraf den primære årsag var opioider.

Og det har såmænd givet afkast at få den amerikanske befolkning hooked. Ingen andre end den famøse Mr. Orange, Donnie Trump himself kan til dels takke det stofafhængige segment for sit ferieophold i det hvide hus, hvorfra han gør sit værste for at berige sig selv og sine venner blandt landets adel af superrige. Et godt forbillede, med andre ord. Der er simpelthen en sammenhæng mellem folk der stemte på Trumpie-boy, og folk der er opioidvrag [5]. Nogle forskere tog kortene over hvor han fik mange stemmer — samt steder der valgte ham, som tidligere havde valgt kedelige, ufestlige folk som Obama — og så sammenlignede de dem med kortene over de steder hvor folk var blæst på stoffer. Og tænk engang, det var stort set de samme steder [6]. Også når man modregner andre faktorer som køn og race. Dem der lavede undersøgelsen mener at det skyldes at det er økonomisk udsultede områder, som er specielt sårbare overfor afhængighed af smertestillende medicin, og som så et håb for fremtiden i den rige gamle mand fra New York, der påstod at være én af dem. Jeg mener det er åbenlyst hvad der er sket her. Man skal da være fucking høj på drugs for at stemme på sådan én som Trump. Og han var så lige så heldig at store dele af USAs befolkning er opiumsvrag, der ikke aner hvad der foregår og som blindt tager imod hans lokkende løfter. Takket være størrelsen af landets narkomansegment, er den forgyldte overklasse godt på vej til at få rystet de dér ubelejlige demokratiske systemer og regulationer væk, så de kan få fred og rotil at være rige svin. De viser at vejen fremad er opioider — og masser af dem.

Her er USA jo — som sædvanligt, kunne man bemærke — skrækscenariet. Men vi er også godt på vej her i Europa [7]. Misbruget stiger, og tit ender læger med at udskrive recepter på stoffer fordi de ikke har tid og ressourcer til at have en ordentlig samtale med patienterne. Det er simpelthen administrativt nemmere at gøre dem til narkomaner. Plus, ens gode venner i medicinalindustrien tjener fedt på det, og så kan de jo give én lidt frynsegoder her og der. Det handler jo om at passe på hinanden, ikke!

Og imens bliver en stadig større del af befolkningen bedøvet og passiv og dejlig nemme for politikerne at stjæle rettigheder fra. Alle vinder — altså, I ved, bortset fra folket.

Nå ja — så har vi da kontrol over en hel del af alle de beskidte folkemasser, der har begået den store synd ikke at være stinkende rige. Men vi kan gøre mere end det! Fordi for at folk bliver afhængige af stoffer, skal de først begynde at tage dem, og så skal de finde ud af at skaffe flere, og skrabe lommepenge sammen til at få nallerne i dem — sikke da et besvær! Det lyder godt nok som hårdt arbejde at blive narkoman. Og værre endnu, mange har slet ikke lyst til at blive narkomaner, og stritter imod, hvilket bare gør hele det her projekt mere besværligt. Så — hvad hvis vi kunne gøre det lidt mere attraktivt, og mere nemt, at blive bedøvet? Det tror jeg godt vi kan.

Hvad hed det — “brød og cirkus”, ikke? Desværre er cirkus jo ikke så populært længere. Folk er blevet lidt trætte af at glo på dyremishandling, og har udviklet post-traumatisk stress over radikaliserede klovne. Men ideen er jo sådan set god nok — at bedøve folk med underholdning, og masser af det.

TV som det var i de gode gamle dage var en fortræffelig strøm af folkebedøvende tom underholdning — bare tænd for det, og så flyder det løs som en vandhane. Problemet var bare at det var det samme, der blev sendt ud til alle. Det meste man kunne gøre var at skifte rundt mellem de forskellige kanaler. Det duer jo ikke. Fordi forvirkelig at fange folks opmærksomhed, og holde dem klistret til skærmen så de ikke tænker selvstændige tanker, så er man nødt til at vise dem hver især dét, der allermest pirrer deres personlige nysgerrighed — man er nødt til at kilde hver enkelt borger der hvor det er allerrarest. Så kan du nemlig for alvor holde dem fast.

Det kunne man ikke rigtigt i de gamle dage, hvor der kun var TV. Og VHS-bånd var slet ikke indsmigrende nok — de stoppede jo for pokker af sig selv efter et par timer. Fuldstændigt uholdbart. Og så skulle de gudhjælpemig spoles tilbage igen for at man kunne starte forfra.

Her kommer internettet og dets fantastiske streaming-muligheder til undsætning. Nu kan folk vises lige præcis hvad de har lyst til at se, og det kan blive ved og ved og ved i det uendelige. De skal bare trykke start, og så kører showet bare derudaf.

Da internettet lige var blevet opfundet, så var alle de små intellektuelle snurrehoveder begejstrede fordi det var så demokratisket medie, hvor folket selv bestemte hvad de ville se på [8]. Medier som TV og radio er det man kalder for push-medier, fordi man passivt sidder dér og modtager indholdet. Den eneste indflydelse man som publikum har er at man kan skifte kanal eller slukke. Men det spritnye internet, derimod, var et pull-medie. Man skulle selv opsøge og udvælge indholdet, og dét mente de kloge hoveder ville gøre folk mere kritiske og bevidste om indholdets kvalitet. Hvis folk først fik muligheden for at vælge, mente de, så ville det gode og lødige materiale jo selvfølgelig vinde frem i takt med at folkeoplysningen og de demokratiske sensibiliteter tog befolkningen med storm. Men heldigvis, for vores mission om at holde befolkningen dvask og distraheret, så gik det ikke så galt.

Den gammeldags TV-model gik efter laveste fællesnævner [8]. Det handlede ikke om at lave de bedste udsendelser, men bare om at vise dét der ville få flest muligt folk til at se med så længe som muligt. På internettet var der frit valg på alle hylder. Men det gør det også bare besværligt — det er da hårdt arbejde at skulle bladre rundt og træffe selvstændige valg. Det gider man da ikke efter lang dag på fiskemelsfabrikken. Der havde TV’et alligevel den fordel at man kunne slappe af, slukke for hjernen og lade nogle andre styre showet. Det var meget mere afslappende da man bare kunne give afkald på kontrollen og bare tage imod. På internettet kunne man lige nå at finde en sjov video på YouTube med børn der falder og slår sig — men bedst som man havde sat sig til rette og fået varmet de rustne lattermuskler op, så var videoen fandme ovre! Og så skulle man til at klikke og kigge og vælge igen! Hele tiden, selvstændige valg der skulle træffes. Sikke da en ulidelig situation.

Det kunne vi jo ikke have i længden. Hvordan skal befolkningen opnå den dér dejlige bedøvede og distraherede drømmetilstand, hvis de enten er nødt til at se ligegyldigt vrøvl som prøver at tale til alle og ingen på samme tid, eller skal til at tage stilling til en million valg hver femte minut og tænke helt vildt meget?

Den elegante løsning der kom på dette dilemma var at gøre internettet mere pushy og lette den tunge byrde det var selv at skulle vælge [8]. Ved hjælp af smarte algoritmer fandt man ud af at kunne spore sig nøjagtigt ind på hver enkelt brugers personlige smag, og vise dem kun det indhold, som man er sikker på vil underholde dem. Og så kan man jo bare blive ved med at vise dem indhold i én uendelighed. Med autoplay-funktionen er YouTube blevet ligesom en TV-kanal, der bare fosser derudaf som en pivåben vandhane, men præcist tilpasset til lige præcis din smag. Bare læn dig tilbage og sluk for hjernen.

Sider som Facebook og YouTube prioriterer lange videoer højere i deres algoritmer, fordi de er mere interessede i hvor lang tid en video er blevet set totalt, end hvor mange gange [9]. Fordi jo mere tid du bruger på deres platform, jo stærkere et greb har de om din opmærksomhed og jo flere reklamekroner kan de malke dig for.

Det handler om at holde folk fanget, så de ikke går over til konkurrenten — eller i aller-aller-værste tilfælde, slukker og går ud i virkeligheden og snakker med rigtige mennesker. Det kan vi ikke have — de skulle jo nødigt til at få nogle friske, selvstændige ideer, vel?

Netflix, de er nogen der især har forstået det dér med at spore sig ind på folks smag og så bare stopfodre dem med underholdning. Over hele verden sluger de mere og mere af folks opmærksomhed, og de har stor succes med at udkonkurrere det gammeldags TV-medie. Faktisk har 39% af danskerne et Netflix-abonnement [10]. Og samtidig har konkurrenter som HBO og Viaplay hver 10 til 20% af befolkningen som abonnenter. Det er sgu ikke dårligt. Det er mange mennesker som har koblet sig op til streaming-narkotikaen — for tag ikke fejl af dem, det er det erklærede mål for tjenester som Netflix at sluge så meget som muligt af din tid og opmærksomhed. Netflix indrømmer selv at de nøje studerer præcis hvordan de hurtigst og mest effektivt får folk hooked på deres serier [11]. Og de har selvfølgelig en gratis prøvemåned, fordi som alle pushere ved, “the first one’s always free”.

Den her udvikling har ledt til at folk i stigende grad binge-watcher — altså, de ser mange afsnit af en serie i træk — måske endda en hel sæson! Begrebet er afledt af binge-eating, som er når man stopper hovedet fuld af fx en dobbelt familiepizza på egen hånd, og følger det op med et bjerg pommes frites og en islagkage eller to. Jah… det lyder ikke så sundt, vel? Og det kan jeg også love dig for atbinge-watching heller ikke er. Det er blevet forbundet med både fysiske problemer, som fedme og sukkersyge, og psykiske problemer, som depression og angst [12].

Det er de selvfølgelig ligeglade med inde hos Netflix. Husk, målet er at holde folks opmærksomhed fanget så længe som muligt ad gangen, og holde dem fra at begå oprør mod systemet. Her er det måske endda en fordel hvis folk er godt fede og deprimerede — for så er det jo endnu mindre sandsynligt at kravler ud af sengen og ud i den store, virkelige verden.

Ifølge en undersøgelse som Netflix har foretaget, så binge-watcher de fleste af deres brugere, og de kan snildt finde på at se seks afsnit af noget i træk [13]. I gennemsnit bliver folk færdige med at se hel en sæson af en serie på en uge. I gamle dage var det sgu den tid det tog for ét nyt afsnit at komme. Netflix har regnet den godt ud, hva’? Hvis du selv har prøvet at ‘Netflix og chille’ lidt med et par serier, så har du måske oplevet hvor nemt det er at fortsætte med næste afsnit. Det starter helt af sig selv, lige med det samme efter at sidste afsnit sluttede. Ingen grund til at holde en tænkepause hvor du kan reflektere over det du har set, eller tage stilling til om du skulle stoppe for nu at gå ud og gøre noget andet. Nej! Bare bliv liggende og se videre!

De har gennemskuet hvordan afhængighed fungerer, og de udnytter det i fulde drag. En forsker fra det amerikanske universitet Carnegie Mellon sammenligner den der tilfredstillende fornemmelse af at starte et nyt afsnit med følelsen en ryger får af at fyre op for en ny smøg [14]. Det er et fix — og ligesom en narkoman kan du få abstinenser og føle dig fysisk utilpas hvis du ikke får et hit af ditdrug. Man har konstateret symptomer som depression og ensomhed hos folk, der har fået frataget adgangen til deres yndlingsserier. Tyg lige på den næste gang du går og har sådan en trang til at se Venner— det er din stofhjerne der holder dig fast i dit misbrug!

Men, tænker du måske nu, hvordan kan man opbygge en afhængighed af tv-serier? Det er jo ikke ligesom når man ryger cigaretter eller popper smertestillende piller. Der er jo ikke nogle vanedannende kemikalier, der bliver pumpet ind i dine blodbaner.

Jo, siger jeg så, jo det er der! Når du hygger dig med at binge-watche, så udløser din hjerne stoffet dopamin der fortæller din krop at det her det føles rart og du skulle blive ved for du vil jo gernefortsætte med at have det rart, ikke [13]? Du kan blive helt høj på den her følelse, og når du får den følelse hver gang du binger serier, så er det da klart at du får en trang til at vende tilbage og blive ved med at gøre det. Du har brug for dit dopamin-fix. Det er på samme måde som du bliver afhængig af alt muligt andet.

Psykologer har konstateret at binge-watching er rigtig effektivt til at holde den triste virkelighed på afstand og overgive sig til en mere stimulerende fiktiv verden [13]. Man kan udvikle stærke forhold til personerne i en tv-serie, der føles akkurat ligesom forhold til rigtige mennesker. Deciderede depressive tilstande kan blive udløst af at man har set en serie færdig, og man kan ende med at fordybe sig så meget at ens virkelige personlige forhold falder fra hinanden mens man opbygger emotionelle bånd til folkene i The Walking Dead.

Det er jo genialt! Hvor er det dog dejligt nemt at udnytte menneskers natur til at gøre dem til passive og uengagerede slaver af deres egen frie vilje! Bare giv dem en sjat Game of Thrones, og så kan du som gal diktator sådan set bare gøre akkurat hvad du har lyst til. Det er godt nok blevet nemt at overtage kontrollen over verden, hva’?!

Men det her med at sidde og glo Netflix, det er også bare så…passivt, ikke? Selvom det ville være nemmest bare at parkere folk dér ved fjernsynet og lade dem glo på et par hundrede timers The Big Bang Fucking Theory med hjernen i standby-tilstand, så kan de jo trods alt så godt lide at gøre ting og føle at de opnår noget, de hermennesker. Så det er udfordringen: hvordan narrer vi folk til at føle at de opnår noget?

Jo, det viser sig jo, at mennesker, de er ikke ret meget mere avancerede end laboratorierotter. Giv os noget stimulus, og vi giver en respons. Giv os en knap, der udløser sukkerknalder, og vi har fået os et fuldtidsjob som knappetrykker. Det må kunne udnyttes.

Hvad med en skinnende lille dims, som vi altid kan have med os, med masser af farvestrålende små lysprikker vi kan trykke på, og som så fortæller os at vi har opnået noget, og opfordrer os til at gøre det igen… og igen… og igen…? Lyder det ikke bare vidunderligt? Så kan vi parkere folk med dén, og så behøver de ikke gå ud og lave ravage for at føle at de har foretaget sig noget. Vi behøver ikke bekymre os om at de går ud og starter en revolution eller at de kæmper for deres rettigheder, for vi kan bare give dem en knap der skaber følelsen af at have kæmpet for en sag. Vi kan give dem et stort ekkokammer, hvor de snaskede masser kan skrive en uendelig række af ophidsede opslag der opfordrer til opstand. Der kan de råbe op om at de ikke finder sig i noget, og beklage sig over at de bliver udnyttet, uden at det rent faktisk har nogen som helst indflydelse på noget som helst. De kan sidde og gøre det mens de stopper sig fulde af leverpostejsmadder, eller mens de skider dem ud igen. De kan beklage sig om hvordan vi udnytter dem — og så har de fået det ud af systemet, og de kan tage den næste dosis opium og hoppe ombord i en spritny sæson af hjernebedøvelse på Netflix. For såfortjener de da en pause, efter al den frihedskamp og demokratisk ansvarlighed.

Det er en rigtig smart måde at kontrollere sin befolkning på. For en sikkerheds skyld, så sørg for at det er virkelig ubelejligt ikke at have én af disse vidunderlige tilfredsstillelsesmaskiner på sig på alle tidspunkter. Det kan fx gøres ved at gøre flere og flere samfundsfunktioner udelukkende digitale. Som en bonus, så kan du holde styr på hvor alle er til enhver tid — når de nu frivilligt går rundt med en sporingsenhed i lommen hele tiden.

Jah, din iPhone eller Samsung Galaxy eller Huawei, eller hvad det nu end er du slæber rundt på, er et meget nyttigt våben i kampen for at holde befolkningen distraheret. Blandt dem der har slået sig på at udnytte dette våben, er Facebook en af de allermest succesfulde. Folk bruger timevis dér hver eneste dag [15]. Og det er ikke tilfældigt — det er fuldstændigt med vilje når du ikke kan lade være med lige at tjekke Fjæsen.

Sean Parker, der var med til at grundlægge Facebook, har selv for nyligt været ude og sige at siden er designet til at sluge absolut så meget som muligt af folks tid og opmærksomhed [16]. Det er yderst uheldigt at han sådan går og afslører den lumske plan. Men heldigvis for os, som moderne adelige, er det alt for sent for pøbelen at gøre noget ved det. De er allerede gjort dybt afhængige af den giftige velvære som serveres af Facebook og dens opmærksomhedsliderlige fætre som Instragram og Snapchat.

De sociale medier er endnu et eksempel på hvordan push-tilgangen har overtaget internettet, og gjort at vi ikke behøver aktivt at tage stilling til hvad vi vil se, og i stedet bare kan lade det skylle ind over os [17]. For på sider som Facebook, Instagram og Twitter bliver du vist en uendelig strøm af blanke opslag og billeder, som du bare kan sidde og bladre igennem i timevis — du lader dine fedtede pølsefingre glide opad på din lille smartphone mens din hjerne stille og sikkert rådner op ligesom indholdet af din frugtskål, som du ignorerer mens du sidder og æder Pringles! Ikke så underligt at det hedder en newsfeed, vel? Du sidder bare og bliver stopfodret med distraktioner som en anden pattegris der er ved at blive fedet op til at blive skåret til bacon! Og det er akkurat dér, vi gerne vil have folk! Så distraherede af bikinibilleder af ham der Kim Cardassian/Kardassesen at de slet ikke opdager at de ligger på samlebåndet lige ind i de riges køleskab!

For det dér luskede stads dopamin som får os til at blive hængende i Netflix’s uendelige strøm af serier, det er sgu da også det der gør os afhængige af Facebook. For ja, Facebook er vanedannende [15, 18]. Det har ca. samme effekt på os som fucking kokain [19]. Som Facebook-forræderen Sean Parker beskriver det, så giver siden lige et lille fix dopamin til at have det rart på hver gang nogen liker et af dine kattebilleder, eller kommenterer på dit sure opstød om hvor uhøflig kassedamen i Rema1000 var [16]. Vi må jo ikke glemme at alle de her tjenester som Facebook og Netflix er skruet sammen af hacker-typer — så selvfølgelig finder de da også en måde at hackevores hjerner på!

Den her lille kreds af folk har fundet en måde at få direkte kontrol over milliarder af menneskers liv [20]. Det er fandeme imponerende. Selv de mest succesfulde diktatorer og konger kunne tidligere max brøste sig af magt over måske små hundrede millioner mennesker. Vi har virkelig gjort nogle vidunderlige teknologiske fremskridt. Og akkurat ligesom med afhængighed af opioider, så er det især folk med mindre indkomst og uddannelse, og som føler sig utilfredse med deres liv, der storforbruger Facebook [15]. Det er godt, for den der underklasse kan ellers godt være pokkers svær at få til at makke ret. Men så længe rugbrød er relativt billigt, og de kan have deres nymodens cirkuserstatning med sig i lommen alle vegne, så skulle de være dejligt nemme at kontrollere.

Måden som de her afhængighedsfælder som Facebook fungerer på er sådan set ikke ny — de har bare optimeret den, så vi alle sammen falder i med begge ben. Men det er faktisk det samme grundprincip som du finder nede på spillehallen eller i det farveblinkende hjørne af bodegaen. Facebook er simpelthen intet mere end en digital udgave af en enarmet tyveknægt [21]. Forskellen er bare at det ikke er penge, du kan heldig strømmer ud af den — det er minion-memes…

Men ét af de her tricks som Facebook og de andre narkomedier gør brug af for at få dig til at blive hængende er at give dig belønninger med en tilfældig og uforudsigelig timing [20, 21]. De her små belønninger er fx at nogen har liket eller kommenteret på dine opslag, hvilket giver dig en dosis dopamin fordi det føles som et bevis på at du er socialt accepteret — at nogen ‘synes godt om’ det link til en YouTube-video som du hastigt copy-pastede over, må jo betyde at de ‘synes godt om’ dig personligt. Så når du ser den dér lille røde tæller på Facebook, der siger at der er nye notifikationer, så er du jo nødt til lige at se hvad det er, for det kunne jo være at det var en besked om at nogen godt kan lide dig! Men så kigger du, og det er bare en notifikation om at nogen har lavet et opslag i din boligforenings gruppe, hvor der mest bliver debatteret dårlige parkeringer og vasketøj, der er forsvundet. Du er skuffet — men næste gang der står at der er nye notifikationer, kan du ikke lade være med lige at se hvad det er — for det kunne jo være en belønning! Og det er sådan spillemaskiner også fungerer, og derfor at de er så afhængighedsskabende — for du skal altid lige prøve en gang mere, for det kunne jo være denne gang at det gav pote. Så du bliver ved med at trække i tyveknægtens ene arm, du bliver ved med at opdatere din nyhedsfeed, og du bliver mere og mere hookedfor hver gang der kommer en lille sejr blandt alle nederlagene.

Og Facebook bruger alle tricks’ne [20]. Den er meget mere avanceret end en simpel spillemaskine med blinkende lys. For den har enorme mængder af personlige oplysninger om dig, og intense algoritmer der kan dybdeanalysere præcis hvad du tænker og føler hvornår. Og det bruger den til at give dig belønninger når du føler dig allermest sårbar og har allermest brug for at føle dig accepteret. Så kan Facebook være din ven. Bare kom her og lad Facebook give dig et stort, reklamefinansieret kram — så får du det bedre. Og hvis det ikke er Facebook, du får dit fix fra, så er det Instagram eller LinkedIn eller Snapchat eller en anden digital spillemaskine, der spytter små doser af social accept ud med uforudsigelige mellemrum. Og forskningen viser at jo længere der går før du får den der belønning, jo mere dopamin får du ud af bare forventningen om at den kommer [22]. Det her variable belønningsmønster er en genial måde at holde folk fanget på — det hacker den måde hjernen fungerer på. En perfekt måde at få kontrol over befolkningens adfærd, og forhindre at de stiller spørgsmål til hvad vi her i overklassen laver af luskede ting.

Og det er ikke bare sociale medier, der udnytter de her mekanismer. Spil gør det også i stor stil. For eksempel Candy Crush, et dumt lille spil om at matche slikstykker efter deres farve, og som er hyperoptimeret til at være så absolut vanedannende som muligt [23]. Her kan vi se mekanismerne i fuld blomst. For eksempel, så er det let i starten, så du får konstante dopamin-fix, men så bliver det gradvist mere svært, og dine fix bliver sjældnere og sjældnere, hvilket gør at du længes mere og mere efter dem. Og der er en masse små ting du kan justere på, som i virkeligheden er ligegyldige, men som giver dig illusionen om kontrol og om at du optræner dine evner — og det er også et klassisk trick til at opretholde gambling-afhængighed [23]. Og så er spillet altid lige ved hånden på din mobil, det er let at hoppe ind i, det tager tankerne væk fra virkelighedens stress, og det giver dig masser af farvestrålende positiv feedback — altsammen smarte tricks til at skabe afhængighed [24]. Og hvad får udviklerne så ud af din afhængighed? Penge, ganske simpelt. Vil du have flere baner og power-ups? Dem kan du købe, via mikrotransaktioner. Og nogle gange sætter spillet dig i en time-out, så du er nødt til at vente på at kunne spille igen — med mindre du betaler dig fra det! Skidesmart lige at malke alle de sølle fjolser for deres usle spareskillingersamtidig med at vi distraherer dem fra hvor meget vi holder dem undertrykt. Dobbelt bonus til os, cha-ching! Ja tak!

Og det behøver ikke engang at være et spil i den klassiske forstand — det er præcis samme princip der ligger bag dating-apps som Tinder [22, 25]. Her har man kombineret alle de underholdende og vanedannende teknikker fra spil med løftet om måske at få sex — hold kæft det er genialt. Ikke så mærkeligt at Tinder er slået så bredt igennem. Smid noget med mad ind i mixet, og det her ville være det ultimative stimulans-hack. Ét stort cirkus. På Tinder swiperdu bare gennem ansigter, som du kan dømme og vrage i og føle dig for god til folk der er meget mere lækre end dig. Fedt fedt. Her bruger de også det dér variable belønningsmønster til at styre hvor tit du bliver vist nogen du rent faktisk ville være interesseret, så dine dopamin-doser kan blive kontrolleret og optimeret. Og selvfølgelig har de gjort ligesom ved de vanedannende spil og profitmaksimeret — så hvis man vil have alle de lækre funktioner og undgå trælse behovsudsættelser, kan man abonnere på TinderPlus og få et endnu bedre fix af sit TinderDrug.

Og på den måde tror jeg vi er ved at have en ret god kontrol over pøbelen her. Synes du ikke også det? Vi sørger for at gøre så mange som muligt afhængige af opioider, der gør dem bedøvede og dvaske og mentalt fraværende. De stoffer koster også en del penge, så vi kan sørge for at tage en god portion af den smule økonomiske midler som de her stakkels fjolser har at gøre godt med. Og til alle dem, der ikke vil tage deciderede bedøvelsesmidler, har vi en overflod af non-stop underholdningsprogrammer, der holder dem limet til deres forskellige skærme og som holder dem på god afstand af den virkelige verden. Og til hver gang de bliver rastløse over bare at ligge og flade den, og får lyst til rent faktisk at foretage sig noget, så har vi apps og spil de kan sidde og trykke på så de får følelsen af at opnå noget og være gode til noget. Hver gang de føler sig deprimerede over deres triste tilværelse som lønslaver og kanonføde, så kan de få sig et boost og et fix dopamin ved at høste likes, trykke på virtuel slik, eller swipe’ på frække ansigter. Altid distraheret — altid på jagt efter næste dosis tom tilfredsstillelse — altid undertrykt og magtesløs.

Der er så mange fordele i at holde folkemasserne fast i deres små afhængigheder. For det første er det helt dumt hvor profitabelt det er. Vi kan tjene penge på at sælge smertestillende stoffer, adgang til strømme af underholdning, og ekstra funktioner og bonusser i gambling-agtige apps. Og så på vejen indsamler vi store mængder af data om folk, som vi kan bruge til at holde dem bedre fast, og til at sælge ekstremt målrettede reklamer, der taler så direkte til hver enkelt person, som på nogen måde muligt. Velkommen til opmærksomhedsindustrien [20]! Det er ikke længere bare folkemassernes arbejdskraft vi er interesseret i at udnytte. Nu malker vi selve deres opmærksomhed og selvværd, og så laver vi det om til profit.

Og Facebook, de er sgu da ligeglade med hvem de sælger deres reklametjenester til [20]. Så udover at tjene en fed skilling, så kan systemet også bruges til at manipulere folks verdensopfattelse og politiske holdninger. Det gør det dejligt nemt for diktatorspirrer som os, eller Donnie Trumpie, at tiltuske sig reel politisk magt, samt at få adgang til nogle lækre atombomber at kaste med. En dejlig effekt af platformer som Facebook er jo at alt dét der vækker følelser og forargelse og vrede er dét der især fanger vores opmærksomhed og får os til at dele og like og kommentere. Så det har også den konsekvens at nyhedsdækningen bliver mindre nuanceret og mere opmærksomhedsliderlig, for at prøve at få fat i en smule af de lækre reklamepenge. På den måde får folk dårligere nyheder og informationer, og bliver nemmere at holde fastlåst på deres plads, og de kan måske endda lokkes til at stemme direkte mod deres egne interesser. Perfekt!

Og det bedste er, at det især er alle de unge, vi har sat kløerne i. Vi fanger børnenes opmærksomhed tidligt, så de aldrig vil kunne slippe ud af deres afhængighed på noget tidspunkt. Det er en integreret del af hvem de er som mennesker! De nye generationer har aldrig kendt til en verden hvor de ikke blev spioneret på, analyseret og udnyttet af algoritmer designet til at stjæle så mange penge, opmærksomhed og fri vilje fra dem som muligt. De er fanget! Vi behøver slet ikke at putte dem i lænker og piske dem til at trave ud på marken for at høste. Vi kan høste dem — alle vegne! Det tog måske et par tusind år, men os adelige, os superrige, har endelig fundet frem til den perfekte form for slaveri. Det var slet ikke brød og cirkus — det var smertestillende medicin, Netflix og Facebook-notifikationer!

Men desværre — min ven — så var alt dette bare et tankeeksperiment. Hverken du eller jeg hører i virkeligheden til den overklasse, der lever fedt på at udnytte de undertrykte folkemasser. Vi er de undertrykte folkemasser. Det er os der spises af med billig underholdning og konstant distraktion. Men det er måske heller ikke så slemt i virkeligheden, vel? Vi har det da faktisk meget komfortabelt, ikke? Nåh, det er tid til min medicin. Jeg har lige et par Facebook-notifikationer, jeg skal tjekke, og så lægger jeg mig til at se lidt Netflix og falde i en tung, dyb, drømmeløs søvn.

Public service meddelse: Har du husket at spille Candy Crush i dag?

Public service meddelse: Har du husket at binge-watch’e Netflix i dag?

Public service meddelse: Har du husket at tage din motherfucking opium i dag?

KILDER:

[1] Torben Smith Larsen (21. februar 2007): Karl Marx: Religion er opium til folket. https://www.religion.dk/religionskritik/karl-marx-religion-er-opium-til-folket
[2] Sundhedsstyrelsen (1. september 2016): Fortsat højt forbrug af morfin og morfinlignende medicin i Danmark. https://www.sst.dk/da/nyheder/2016/fortsat-hoejt-forbrug-af-morfin-og-morfinlignende-medicin-i-danmark
[3] Michael Ørtz Christiansen m.fl. (12. Juni 2017): Lars Knud har taget Tramadol i syv år: Jeg er narkoman. DR Nyheder. https://www.dr.dk/nyheder/indland/lars-knud-har-taget-tramadol-i-syv-aar-jeg-er-narkoman
[4] German Lopez (Dec 21, 2017): The opioid epidemic, explained. Vox. https://www.vox.com/science-and-health/2017/8/3/16079772/opioid-epidemic-drug-overdoses
[5] Harrison Jacobs (23 Nov 2016): The revenge of ‘the Oxy electorate’ helped fuel Trump’s election upset. http://nordic.businessinsider.com/trump-vote-results-drug-overdose-deaths-2016-11?r=US&IR=T
[6] Paul Chisholm (June 23, 2018): Analysis Finds Geographic Overlap In Opioid Use And Trump Support In 2016. NPR. https://www.npr.org/sections/health-shots/2018/06/23/622692550/analysis-finds-geographic-overlap-in-opioid-use-and-trump-support-in-2016
[7] Ella Nilsen (Aug 8, 2017): Why it’s so much easier to get an opioid prescription in the US than in Europe or Japan. Vox. https://www.vox.com/policy-and-politics/2017/8/8/16049952/opioid-prescription-us-europe-japan
[8] Eli Pariser (2011). The Filter Bubble: What the Internet is Hiding from You. Penguin Books.
[9] Peter Kafka (Jan 26, 2017): Facebook wants you to watch longer videos, so it’s going to show you longer videos. Recode. https://www.recode.net/2017/1/26/14399934/facebook-video-engagement-news-feed-change
[10] Oliver Kjærhauge Okkels & Michael Højgaard Bang (22. Juni 2018): FAKTATJEK: Er 75 procent af danskerne på Netflix? DR Nyheder. https://www.dr.dk/nyheder/indland/faktatjek-er-75-procent-af-danskerne-paa-netflix
[11] Netflix (21 September 2016): You’re Still Hooked and Netflix Knows Why. https://media.netflix.com/en/press-releases/youre-still-hooked-and-netflix-knows-why
[12] Monita Karmakar & Jessica Sloan Kruger (4 Mar 2016): Is binge-watching bad for your mental health? The Guardian. https://www.theguardian.com/commentisfree/2016/mar/04/binge-watching-mental-health-effects-research
[13] Danielle Page (Nov. 4. 2017): What happens to your brain when you binge-watch a TV series. NBC News. https://www.nbcnews.com/better/health/what-happens-your-brain-when-you-binge-watch-tv-series-ncna816991
[14] Markham Heid (5 September 2017): How Binge-Watching TV Is Almost As Harmful As Drug Addiction. Men’s Health. http://www.menshealth.com.sg/health/how-binge-watching-tv-almost-harmful-drug-addiction/
[15] Gothenburg Research Institute (Marts 30, 2012): Sweden’s largest Facebook study: a survey of 1000 Swedish Facebook users. University of Gothenburg. https://gri.gu.se/english/latest-news/news/d/sweden-s-largest-facebook-study–a-survey-of-1000-swedish-facebook-users.cid1073014
[16] Mike Allen (Nov 9 2017): Sean Parker unloads on Facebook: “God only knows what it’s doing to our children’s brains”. Axios. https://www.axios.com/sean-parker-unloads-on-facebook-2508036343.html
[17] cdixon Blog (December 21, 2014): Two eras of the internet: pull and push. http://cdixon.org/2014/12/21/two-eras-of-the-internet-pull-and-push/
[18] Anindita Chakraborty (10 Mar 2017): Facebook Addiction: An Emerging Problem. American Journal of Psychiatry Residents’ Journal, 11(12), 7-9. http://ajp.psychiatryonline.org/doi/full/10.1176/appi.ajp-rj.2016.111203
[19] Mark Molloy (17 Feb 2016): Facebook addiction ‘activates same part of the brain as cocaine’. The Telegraph. https://www.telegraph.co.uk/news/12161461/Facebook-addiction-activates-same-part-of-the-brain-as-cocaine.html
[20] Paul Lewis (6. Oct 2017): ‘Our minds can be hijacked’: the tech insiders who fear a smartphone dystopia. The Guardian. https://www.theguardian.com/technology/2017/oct/05/smartphone-addiction-silicon-valley-dystopia
[21] Simon Parkin (4. Marts 2018): Has dopamine got us hooked on tech? The Guardian. https://www.theguardian.com/technology/2018/mar/04/has-dopamine-got-us-hooked-on-tech-facebook-apps-addiction
[22] Washington Post (9. Juni, 2017): This is what makes Tinder so seductive to those seeking love. https://www.washingtonpost.com/national/health-science/this-is-what-makes-tinder-so-seductive-to-those-seeking-love/2017/06/09/b75bd6be-457e-11e7-a196-a1bb629f64cb_story.html
[23] Dana Smith (1 Apr 2014): This is what Candy Crush Saga does to your brain. The Guardian. https://www.theguardian.com/science/blog/2014/apr/01/candy-crush-saga-app-brain
[24] Eliana Dockterman (Nov. 15, 2013): Candy Crush Saga: The Science Behind Our Addiction. Time. http://business.time.com/2013/11/15/candy-crush-saga-the-science-behind-our-addiction/
[25] Taryn Hillin (3. Februar 2015): Yes, you can actually be addicted to Tinder. Splinter. https://splinternews.com/yes-you-can-actually-be-addicted-to-tinder-1793844982

IC4 var et inside job

Jenny Wang — Thu, 14 Jan 2021 20:31:03 +0100

Mange troede det var løgn, da de hørte det første gang. IC4-toget. Over tiden gik reaktionen fra benægtelse, til skuffelse, til vrede, til sult og endelig udmattelse og et opgivende suk. Præcist som kunstneren bag hele forestillingen havde planlagt det. Efter at have infiltreret DSB, Transportministeriet, Ansaldo-Breda og Foreningen for Dansk Togentusiaster, kunne hun iværksætte forløbet som planlagt. En blanding mellem satire, provokation, ikonografisk manifestation og politisk lynleder.

I denne artikel interviewer vi kunstneren, der har valgt at forblive anonym af hensyn til hendes anseelige familie, vi gentegner det lange og latterlige forløb omkring det skandaleramte tog, og vi kigger tilbage sammen med en række kendte og elskede danskere…

Hestebønner, genovervejet

Anna Nassen — Thu, 14 Jan 2021 12:51:28 +0100

Mange har en forudindtaget holdning til hestebønnen, også kendt som favabønnen. Man kan næsten fristes til at sige, at den deler vandene. Men fortjener den sit omdømme? Vi argumenterer for, at den har været udsat for en slags justitsmord…

Alle James Deans film

Redaktionen — Tue, 12 Jan 2021 17:10:17 +0100

Vi har rangeret alle de film, James Dean spillede med i over hans lange karriere, fra dårligst til bedst. Her er den definitive liste.

#3 Øst for Paradis (1955)

Nogle gange må man bare spørge sig selv hvad?! Dette er én af de gange. Sjældent er en mere kryptisk og urelaterbar personskildring set, end da James Dean…

Aksel Strøbye og den feministiske diskurs

Max Igor Prefontaine — Sat, 02 Jan 2021 11:01:17 +0100

Du kender ham fra Olsen Banden. Du har hørt om hans gudsbenådede æbletærte. Men kender du hans forhold til kvindefrigørelsesbevægelsens vorden? Vi perspektiverer en højtelsket skuespiller og gullaschbaron i lyset af en fjerdebølgefeministisk diskurs…

Kaninen i hverdagen

Robin F. Loppmand — Fri, 01 Jan 2021 18:51:21 +0100

Vi vælger i denne uge at bringe en serie af stemningsfulde fotografier af kaninen Flopsi. Billederne er taget af fotografen Sigfred Nielsen.

I denne forbindelse skal det understreges at kaniner er lagomorpher, og ikke gnavere. Læs mere på lagomorph.dk.

Lorem Ipsum

Jon Ibsen — Fri, 01 Jan 2021 18:42:38 +0200

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit,

sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua.

Ut enim ad minim veniam, quis nostrud

exercitation ullamco laboris nisi ut aliquip ex ea commodo consequat

Duis aute irure dolor in reprehenderit in voluptate velit esse cillum

Dolore eu fugiat nulla pariatur.

Excepteur sint occaecat cupidatat non proident,

sunt in culpa qui officia deserunt mollit anim id est laborum.

Alle artikler

Redaktionen — Mon, 01 Jan 0001 00:00:00 +0000

Bran Flakes & Brand Fakes

Redaktionen — Mon, 01 Jan 0001 00:00:00 +0000

Podcast

Der er også kultur i Jylland

Der findes også et kulturliv udenfor København – tro det eller ej! Vi sender vores hærdede korrespondent Victor De Laurentiis til det jyske vildnis for at opspore det, der går for kulturbegivenheder i denne mærkværdige del af verden. Sponsoreret af Foreningen For Jyllands Udvikling.

Design Eller Død

Redaktionen — Mon, 01 Jan 0001 00:00:00 +0000